Det Blå Sønderjylland: Stærk forsvarsvilje, plads og kompetencer skal tiltrække forsvarsinvesteringer

Det Blå Sønderjylland: Stærk forsvarsvilje, plads og kompetencer skal tiltrække forsvarsinvesteringer
Fire blå borgmesterkandidater. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Forsvarets Accelerationsfond skal i 2025 og 2026 udmønte 50 milliarder kroner til investeringer i forsvaret. Derudover er sat 10 millioner årligt af i perioden fra 2027-2033 til følgeudgifter som f.eks. nye bygninger, mere personel, anskaffelser m.v.

Det Blå Sønderjylland, der er et samarbejde mellem Venstres fire borgmesterkandidater til KV25, opfordrer nu Forsvaret til at indtænke hele Sønderjylland i fremtidens løsninger.

”Ingen i Sønderjylland har glemt hverken 1. eller 2. verdenskrig. Den 9. april 1940 blev fem soldater dræbt i kampene ved Kruså og Aabenraa. Fire blev dræbt i Haderslev og to i Bredevad. Man finder næppe en landsdel, hvor forsvarsviljen er større end i Sønderjylland”, siger Venstre-borgmester Mads Skau fra Haderslev i en pressemeddelelse.

I april blev forsvarets nye hærplan meldt ud, og her allokeres opgaver og arbejdspladser hovedsageligt i  Haderslev samt en mindre del i Aabenraa. Men de fire borgmesterkandidater vil have hele landsdelen med:

”Modsat de øvrige sønderjyske kommuner har Tønder Kommune hverken kaserner eller en flyvestastion. Til gengæld står vores kommune stærkt som et område med produktion. Vi har folk med kompetencer på alle niveauer lige fra det manuelle til ledelse. Og vi har god plads – også til de nye ansatte og deres familier, der med fordel kan slå sig ned her”, siger borgmesterkandidat Martin Iversen fra Tønder og fremhæver gode skoler, aktive lokalsamfund og attraktive huspriser.

Også set fra Aabenraa giver det mening at placere militære produktionsarbejdspladser i Sønderjylland:

“Vores kommune er et naturligt omdrejningspunkt for fremtidige forsvarsinvesteringer. Vores strategiske placering som porten til Europa med direkte adgang til det europæiske motorvejs- og jernbanenet, nærhed til internationale lufthavne i Sønderborg og Hamborg samt en international dybvandshavn, tilbyder infrastruktur i særklasse. Vi huser allerede Søgaard-kasernen som base for Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsens tekniske skole i Tinglev – begge vigtige samfundsmæssige aktører. Det gør os ikke bare klar – men oplagte – til at løfte en større rolle i Danmarks samlede forsvar”, siger Thomas Andresen, Venstres borgmesterkandidat i Aabenraa.

Venstres borgmesterkandidat Jimmy Simonsen fra Sønderborg ser investeringerne i forsvar som en måde at slå flere fluer med ét smæk:

”Venstre har en erklæret målsætning om øget bosætning og muligheder i hele landet. I Sønderjylland vil man både kunne løse opgaven med at opruste samt nå målet om en styrkelse af landdistrikterne. I Sønderborg har vi SAAB, der producerer elektronik til forsvarsindustrien, så erfaringsgrundlaget er allerede til stede”.

Læs også...  Strandens Ishus søger tilskud til sommerfest på Fluepapiret

GÅET GLIP AF .. ?