De nye PISA-tal er alvorlige. Men hvis svaret bliver, at børnene skal blive siddende mere i klasselokalet og opleve mindre af verden, har vi draget den forkerte konklusion.

Kim Bækdal Agerley fremstiller vores forslag om undervisningsforløb på Museum Sønderjylland som et valg mellem museumsbesøg og en velfungerende folkeskole. Det er en falsk modsætning.

Det er allerede gratis for børn at besøge museerne. Det, vi ønsker at finansiere, er to fagligt tilrettelagte undervisningsforløb gennem et helt skoleliv. Pengene går altså ikke til entré eller en hyggelig udflugt. De går til professionel undervisning, materialer og forløb, der er tilpasset elevernes alder og understøtter lærernes arbejde.

Danmarks Lærerforening efterlyser i sin reaktion på PISA blandt andet flere uddannede lærere og bedre rammer. Men lærerformanden fremhæver også behovet for »mere af den spektakulære undervisning, hvor alle elever bliver opslugt og kan fordybe sig.

Det er netop, hvad god museumsundervisning kan bidrage til.

På museet arbejder eleverne med fortællinger, tekster, billeder, genstande og historiske kilder. De skal læse, stille spørgsmål, diskutere og sætte ord på det, de oplever. Det styrker deres ordforråd, baggrundsviden og tekstforståelse – nogle af de kompetencer, der er afgørende for at blive en god læser.

Det er ikke en pause fra undervisningen. Det er undervisning på en anden måde.

PISA-tallene kalder på handling. Men handling er ikke det samme som at gøre undervisningen smallere. Vi skal styrke de grundlæggende færdigheder og samtidig give lærerne mulighed for at skabe den engagerende og varierede undervisning, der får børnene til at læse, tænke og fordybe sig.

Lærerne skal have gode rammer og mulighed for at bruge deres faglighed. Et gennemtænkt museumsforløb er et redskab, lærerne kan bruge – ikke en opgave, der fjerner dem fra kerneopgaven.

Kim Bækdal Agerley kritiserer vores prioritering, men fortæller ikke, hvad han selv konkret vil gøre. Liberal Alliance talte under valgkampen gentagne gange om at finde 100 millioner kroner. Hvor er den konkrete plan, og hvilke løsninger vil partiet gennemføre for skolerne?

Kritik er ikke i sig selv en skolepolitik.

En velfungerende folkeskole handler både om stabile rammer og om undervisning, der gør børnene nysgerrige, klogere og bedre til at forstå det samfund, de er en del af. Det er præcis derfor, museumsundervisningen hører hjemme i folkeskolen.

Kim Bækdal Agerley fra Liberal Alliance og Enhedslisten er enige om én ting, nemlig at folkeskolen skal styrkes. Men vi er ikke enige i, at løsningen på folkeskolens problemer er at sløjfe elevernes museumsbesøg i Museum Sønderjylland.

Det løser ikke noget som helst, at forholde elevernes adgang til viden og fakta. To ting, som de netop møder i museet.

Der arbejdes målrettet i museet med undervisningstilbud til skolebørn. Det har museet gjort i adskillige år og det er specifikt indskrevet i museumsloven og i den politiske aftale, der ligger bag den nye museumslov fra 2024.

Det er en aftale, som også Liberal Alliance er en del af. Heri understreges det, hvor vigtig undervisning af børn og unge er.  Det er en kerneopgave for museerne og modsat hvad Kim Bækly Agerley mener, så er museer en del af folkeskolens maskinrum.

Landets statsanerkendte museer bliver målt på og honoreret efter, hvor gode de er til netop det. Socialdemokratiet i Sønderborg Byråd har foreslået, at alle børn og unge gennem deres skolegang får mulighed for at deltage i to museumsfaglige undervisningsforløb hos Museum Sønderjylland.

Det bakker vi op om i Enhedslisten. Det er et godt forslag, som vi mener, styrker elevernes faglige niveau og kulturelle dannelse.

Kim Bækdal Agerley tager fejl, hvis han seriøst mener, at aflysning af skoleklassernes museumsbesøg i Museum Sønderjylland vil formindske lærernes sygedage og styrke deres lyst til at blive i faget.

I Enhedslisten gætter vi på, at det er helt andre løsninger, lærerne efterspørger. Vi vil derfor foreslå, at vi i fællesskab lytter til lærerne, og spørger, hvad de mener, at folkeskolen har behov for, for at kunne fungere bedre.

I Enhedslisten tror vi på, at det er vejen frem, og det håber vi, at også Kim Bækly Agerley kan se meningen med.

Jeg kunne forleden læse, at Socialdemokratiet går til budgetforhandlingerne med et ønske om at sætte penge af så kommunens skolebørn kan besøge Museum Sønderjylland. Formålet er at styrke børnenes indsigt i vores sønderjyske kultur og historie.

Det er i sig selv et sympatisk forslag. Jeg bliver selv trist ved tanken om, at vores sønderjyske dialekt er ved at dø ud. Når min generation ikke er her længere, risikerer dialekten at forsvinde med os. Derfor er det vigtigt, at vi lærer de næste generationer, hvorfor min oldefar som dansker kæmpede for tyskerne i 1. verdenskrig. Vores historie må ikke glemmes.

Men vi skal også turde se virkeligheden i øjnene.

Den netop offentliggjorte PISA måling giver Danmark bundkarakterer. I Sønderborg Kommune har lærerne i gennemsnit 13 sygedage om året, og 56 procent overvejer at forlade faget. Det er tal der sender et tydeligt tegn på en folkeskole under pres og et fundament der er ustabil.

Alligevel foreslår Socialdemokratiet, at vi prioriterer historiske udflugter.

I min optik er det en forfejlet prioritering. Ikke fordi historien er uvigtig – men fordi folkeskolen er i krise. Før vi begynder at bygge ovenpå, skal vi sikre, at fundamentet kan bære. Vi skal lytte til fagpersonalet og investere i drift, trivsel og kvalitet, så vi igen får en stabil folkeskole, der kan levere den undervisning, vores børn fortjener.

Fra min karriere i erhvervslivet har jeg flere gange stået i situationer, hvor store driftsmæssige afvigelser truede både kvalitet og stabilitet. Erfaringen har lært mig én ting: Når maskinrummet kører ustabilt, fokuserer man på kerneopgaverne og skærer alt unødvendigt fra – så man sikrer fokus på det værdiskabende. Det samme bør vi gøre i folkeskolen nu. Fokus på grundelementerne – og alt andet må vente.

Så ja, lad os endelig give børnene en stærk lokal, historisk forankring. Men lad os gøre det, når vi har en folkeskole, der fungerer.

Det er rigtig positivt, at der nu arbejdes på et stop for bundskrab i den indre Flensborg Fjord. Det er noget, vi i SF Sønderborg længe har ønsket for en fjord, der er hårdt presset.

Men vi må ikke stoppe her. For hvad sker der med bundskrabet, hvis det ikke længere kan foregå i den indre Flensborg Fjord? Risikerer vi blot, at det flyttes til Augustenborg Fjord eller andre dele af det sydlige Lillebælt, hvor havmiljøet også er alvorligt presset?

Det spørgsmål er særlig vigtigt, fordi jeg gennem min aktindsigt i tilladelserne og det faglige grundlag har kunnet se, hvordan undersøgelser og erfaringer fra blandt andet Limfjorden er blevet brugt i vurderinger af vores sydlige fjorde.

Det mener jeg ikke er godt nok. Limfjorden, Flensborg Fjord og Augustenborg Fjord er ikke ens. Strømforhold, dybde, bundforhold, iltforhold og den samlede miljøbelastning er forskellige. Derfor bør der foretages aktuelle og lokale undersøgelser, før der gives tilladelse til en aktivitet, der fysisk påvirker havbunden.

SF Sønderborg ønsker et reelt løft af havmiljøet. Vi skal ikke redde Flensborg Fjord ved at risikere at flytte belastningen til Augustenborg Fjord eller andre pressede områder.

Vi skal stoppe med at flytte problemet fra fjord til fjord – og begynde at beskytte vores havmiljø som en helhed.

Vi mener, at Sønderborg Kommune skal finde penge i det kommende budget, så alle børn og unge gennem deres skolegang får mulighed for at deltage i to museumsfaglige undervisningsforløb hos Museum Sønderjylland.

Det er en investering, vi håber, et bredt byråd vil bakke op om. For historie er ikke kun noget, vi læser om. Historie er noget, vi oplever.

Et museumsbesøg bliver først for alvor værdifuldt, når det er en del af undervisningen. Det er netop de fagligt tilrettelagte undervisningsforløb, Museum Sønderjylland ønsker at tilbyde, så børnene ikke blot ser historien, men oplever, undersøger og forstår den.

Vi er heldige at bo i en landsdel, hvor historien findes lige uden for klasselokalet. På Sønderborg Slot kan børnene opleve fortællingen om hertugerne, krigene, Genforeningen og grænselandet. På Cathrinesminde Teglværk kan de møde historien om de mennesker, der med hårdt arbejde skabte arbejdspladser og lokalsamfund langs Flensborg Fjord.

Det giver børnene en forståelse af, at historien ikke kun handler om konger og årstal. Den handler også om almindelige mennesker, om fællesskaber og om de valg, der har formet det Sønderjylland, vi kender i dag.

Historien er samtidig en nøgle til at forstå vores demokrati. I Sønderjylland kan børnene opleve, hvordan krig, grænsedragninger, folkeafstemninger og forsoning har sat deres præg på vores landsdel. De lærer, at frihed, demokrati og respekt for hinanden ikke er en selvfølge, men værdier, som generationer før os har været med til at skabe.

I Tønder Kommune har man gennem flere år arbejdet med en model, hvor børn på udvalgte klassetrin møder områdets kulturhistorie som en fast del af deres skolegang. Den grundtanke er værd at lade sig inspirere af. Alle børn bør have mulighed for at møde deres lokale historie – uanset hvilken skole de går på.

Derfor ønsker vi, at Sønderborg Kommune afsætter midler til Museum Sønderjyllands undervisningsforløb. Ikke som en støtte til et museum, men som en investering i vores børn.

For når børn lærer deres historie at kende, bliver de også klogere på sig selv, på deres lokalsamfund og på det ansvar, de en dag skal tage for den fremtid, vi sammen bygger.

De nye PISA-resultater bekymrer mig.

Danske 15-årige klarer sig dårligere i læsning, matematik og naturfag end tidligere. Det faglige niveau er nu det laveste, der er målt i Danmarks PISA-historie.

PISA er ikke hele sandheden om folkeskolen. Det ved jeg godt. En test kan ikke måle alt det, en god skole også skal kunne. Trivsel, fællesskab, nysgerrighed og lysten til at lære betyder også noget. Men vi kan ikke bare se bort fra resultaterne, når udviklingen er så tydelig.

Jeg har været lærer i mange år og arbejder også som læsevejleder. Derfor bekymrer udviklingen i læsning mig særligt. For læsning handler ikke kun om dansk. De første skoleår lærer børnene at læse. Senere skal de i langt højere grad læse for at lære. Hvis læsningen er svær, bliver det også sværere at forstå en opgave i matematik, en tekst i naturfag eller tilegne sig viden i historie.

Men PISA-resultaterne handler ikke kun om læsning. Også i matematik og naturfag går det den forkerte vej. Derfor skal vi se bredere på de grundlæggende faglige færdigheder.

Og faglige huller har det desværre med at vokse, hvis vi ikke får gjort noget ved dem.

Her synes jeg, vi skal have langt mere blik for mellemtrinnet.

I indskolingen har vi naturligt meget fokus på den første læsning og de grundlæggende færdigheder. Men 4., 5. og 6. klasse er nogle helt afgørende år. Her bliver teksterne sværere, matematikken mere kompleks, og i naturfagene møder børnene flere begreber og sammenhænge, som de skal kunne forstå og arbejde med.

Det er her, børnene for alvor skal begynde at bruge de grundlæggende færdigheder til at lære nyt. De skal ikke bare kunne læse, men forstå det, de læser. De skal ikke bare kunne regne, men bruge matematikken til at løse problemer. Og de skal kunne undersøge, stille spørgsmål og forstå sammenhænge i naturfagene.

Det er også her, faglige huller kan begynde at vokse. Har man ikke fået ordentligt fat i de grundlæggende færdigheder, bliver det sværere og sværere at følge med, efterhånden som kravene stiger.

Derfor skal vi ikke vente til udskolingen med at reagere. På mellemtrinnet skal der være mulighed for at arbejde i mindre grupper, give målrettet hjælp og være to lærere omkring en klasse, når der er behov for det.

Det handler ikke om endnu et projekt. Det handler om at gribe børnene, mens vi stadig kan nå at gøre en stor forskel.

Men så er vi også nødt til at tale om, hvad der er sket med lærerressourcerne.

Også her i Sønderborg.

Siden 2016 er elevtallet i Sønderborg Kommune faldet med 17,8 procent. Men antallet af lærerårsværk er faldet med hele 26,2 procent. Det betyder ifølge Sønderborg Lærerkreds, at der i dag er mere end 11 procent flere elever pr. lærer end for ti år siden.

Selvfølgelig betyder det noget.

Når jeg står i en klasse, skal jeg ikke bare undervise dem, der følger fint med. Jeg skal også opdage den elev, der ikke helt har forstået det, vi læser. Den elev, der er begyndt at få huller i matematikken. Den stille elev, der ikke selv beder om hjælp. Og samtidig skal der være tid til den elev, der er langt fremme og har brug for at blive udfordret.

Det kræver tid. Og det kræver lærere.

Samtidig har vi bedt folkeskolen om mere og mere. Den skal løfte fagligheden, sikre trivsel, inkludere flere børn og løse mange forskellige udfordringer. Det er vigtige opgaver, men vi er nødt til at spørge os selv, om vi har givet skolerne ordentlige muligheder for at løse dem.

Vi skal også turde diskutere digitaliseringen. Digitale redskaber kan noget, og selvfølgelig skal de være en del af en moderne folkeskole. Men de kan ikke erstatte en dygtig lærer, en bog mellem hænderne, samtalen om en tekst, træning og gentagelse.

Og måske skal vi igen øve os lidt mere i at holde fast. Læse den lange tekst. Regne opgaven færdig. Skrive selv. Undersøge og være nysgerrig. Fordybe os. Også når det bliver svært eller lidt kedeligt.

For det er også en del af det at lære.

Og så er der uligheden. For bag gennemsnittet gemmer der sig også store forskelle mellem børnene.

Folkeskolen skal netop være det sted, hvor et barns muligheder ikke afgøres af, hvor mange bøger der står hjemme på reolen, eller hvor meget tid og overskud forældrene har til at hjælpe.

Det er noget af det vigtigste ved vores fælles folkeskole.

Derfor håber jeg heller ikke, at svaret på PISA bliver endnu en stor reform med nye krav, nye systemer og nye projekter.

Måske skulle vi denne gang begynde et andet sted.

Har lærerne tid til at forberede god undervisning? Er der uddannede lærere nok omkring børnene? Sætter vi hurtigt nok ind, når et barn begynder at få problemer? Er der mulighed for at dele en klasse eller være to lærere, når der er brug for det? Og giver vi børnene den ro og tid til fordybelse, som læring kræver?

PISA er ikke hele sandheden om folkeskolen, men resultaterne er et alvorligt signal, som vi ikke skal bortforklare.

Vi ved godt, at dygtige lærere og god undervisning gør en forskel. Vi ved også, at det er vigtigt at gribe børnene tidligt, inden de faglige huller bliver for store.

Så måske handler det ikke om at finde på noget helt nyt.

Måske handler det i højere grad om at give folkeskolen mulighed for at gøre det, vi allerede ved virker.

Det kræver, at vi prioriterer folkeskolen. Også når budgetterne skal lægges.

For hvis vi mener det, når vi siger, at alle børn skal have mulighed for at blive så dygtige, som de kan, så skal der også følge handling med ordene.

Udvalget Byudvikling, Landdistrikter og Infrastruktur godkendte i juni den reviderede udgave af trafikplanen for bymidten i Broager. Medlemmer af udvalget har efterfølgende meldt ud, at der er blevet lyttet til borgerne efter Drop In-mødet den 16. februar, hvilket også er rigtigt i forhold til valg af belægning. Chaussésten er ændret til asfalt. Dog fjernes der yderligere 10 P-pladser fra bymidten i den reviderede plan. Reduktionen af P-pladser var ikke et ønske fra borgerne, der deltog ved Drop In mødet.

Mange tilkendegav allerede i den første udgave af trafikplanen, at reduktionen af P-pladser var en udfordring. Derudover fastholdes belægningen med brosten på Stien og Peter Nissens Gang samt ensretningen af Vestergade – det er også imod borgernes ønsker.

Bymidten tilrettelægges efter, at den tunge trafik kan levere varer til butikkerne samtidig med, at borgere, der skal hente varerne, ikke kan parkere i området. For mig at se, får det kun én konsekvens: Der handles andre steder, hvor tilgængeligheden er bedre.

I den vedtagne trafikplan lyttes der meget til Broager Udviklingsforum, som har godkendt trafikplanen og der nævnes, at en begrænsning af biler bør medvirke til en fredeliggørelse af bymidten og flytte biltrafik til ’aktiv’ transportform. Der er fokus på små byrum og opholdskvalitet, hvor trafikale forandringer skal være med til at reducere ensomhed og mangel på fysiske kontakter i dagligdagen. Det lyder alt sammen så fint, men er det dét, som flertallet af borgerne efterspørger?

Der er meget fokus på udvikling af Broager, men jeg er meget bekymret for de butikker, vi har tilbage i byen. Jeg tror, de går en meget svær tid i møde, hvis trafikplanen realiseres i nuværende form. Der er stor risiko for, at det bliver afvikling i stedet for udvikling.

Jeg mener helt klart, at tilgængeligheden trænger til et løft i Broager – og har gjort det længe. Ikke kun i bymidten, men også på vejene og de fortove, der fører til bymidten. Men ambitionerne i trafikplanen er så høje, at det bliver svært at realisere.

Trafikplanen opererer i bedste fald med en tidsramme på 8-10 år, men der nævnes helt op til 18 år. En anlægsramme på 42 millioner i nutidskroner. Og vi snakker stadig kun bymidten. Hvad med resten af byen og oplandet udenfor?

Vi ser nu ind i de kommende års anlægsbudgetter, og de giver ikke plads til en forkromet plan i Broager bymidte. Men plan, der ikke prioriterer de ønsker, som borgerne har.

Jeg tror, vi skal have realismen tilbage i projektet og holde fokus på tilgængeligheden. Både for borgere der er gående, borgere der cykler, men også for borgere, der bruger bilen, når der skal handles.

Et godt eksempel er Rema 1000 i Dybbøl. Ryd den nuværende p-plads og læg asfalt med aftegnede P-pladser i hele området. Inddrag midlertidigt et par P-pladser, hvis nogle ønsker at holde arrangementer og læg asfalt på de tilstødende veje.

Vi må ikke begå samme fejl i bymidten en gang til, blot fordi kreativitet og skønhed betyder mere end funktionalitet og tilgængelighed.

Fjorten dage er nu gået, siden vi mødtes med jer, forvaltningen og en overvældende mængde engagerede borgere i Kegnæs Forsamlingshus. Vi var omkring 200 fremmødte, der stod tæt langs væggene, i indgangspartiet og påtrappen ned til salen.

Det vidner om massiv interesse for at få gjort den dobbeltrettede cykelsti hen over Drejet færdig – vores eneste vejforbindelse mellem Als og Kegnæs.

Det var på mange måder et godt møde. I var jo enige med os i det helt centrale: Færdiggørelsen af den dobbeltrettede cykel- og vandresti er den eneste rigtige og trafiksikre løsning for både den bløde og den hårde trafik.

Men mødet efterlod os også med en stor bekymring. I lovede intet. Der blev end ikke taget et officielt referat. Derfor gentager vi nu mødets enslydende og klare budskab: Færdiggørelsen af den dobbeltrettede cykelsti over Drejet skal udføres nu. Det har været lovet i 9 år. Det handler om sikkerhed, tryghed og fremkommelighed.

Vi ved, at det ikke er en nem teknisk opgave. Men vi har fuld tillid til, at dygtige fagfolk kan løse den. Vores reelle bekymring handler derimod om den politiske vilje og økonomien.

Ved de forestående budgetforhandlinger opfordrer vi jer til at sætte de nødvendige penge af til både projektering og fuld gennemførelse af opgaven i 2027. Det vil samtidig være første gang i en årrække, at der reelt sættes penge af til større anlægsopgaver i Sydals.

Vi forventer, at I omsætter jeres verbale opbakning fra borgermødet til konkret handling i det kommende budget.

Jeg er ikke-ryger. Jeg har ingen lungesygdom, ingen diagnose og ingen lægeerklæring, jeg kan hive frem, når jeg bliver dårlig af at stå eller sidde i røg.

Og måske er det netop problemet.

Hvis jeg havde en lungesygdom, ville min appel om ikke at blive røget op i ansigtet, mens jeg spiser ude eller står til en open air-koncert, måske være lettere at forstå. Så havde jeg en legitim grund.

Men hvad hvis man bare ikke har lyst til at indånde andres røg?

Jeg skriver ikke det her, fordi jeg ikke forstår rygere. Tværtimod.

For omkring 20 år siden røg jeg selv. Og jeg må indrømme, at ikke-rygerne dengang var min akilleshæl. Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor de var så utrætteligt optagede af, at vi røg.

For mig var cigaretten nærmest en schweizerkniv. Den kunne trøste mig, når jeg var ked af det, berolige mig, når jeg var vred eller bange – og selvfølgelig være min trofaste makker til kaffe, fest og hygge.

Så jeg forstår godt, at man kan have brug for den. Jeg forstår også irritationen, når nogen siger: ’Kunne du ikke lige lade være’?

Men jeg står et andet sted i dag.

Vi ved langt mere om rygning og passiv rygning, og samfundet har gennem årene flyttet rygningen ud af vores fælles indendørs rum. Det forstår jeg godt. Men det betyder også, at uderummet i stigende grad er blevet det sted, hvor rygere kan ryge.

Og måske er det her, vi skal prøve at forstå hinanden.

Jeg beder ikke om, at du skal holde op med at ryge. Jeg beder ikke om, at du skal skamme dig over det. Og jeg vil bestemt ikke være røgpoliti.

Jeg beder bare om, at du ikke gør mit rum til dit rygerum.

For nylig stod jeg til en open air-koncert i Mølleparken. Omkring mig var der flere, der røg. Ikke bare en enkelt cigaret langt væk, men røg fra flere mennesker omkring mig.

Og så var der en familie: Mor, far og to små drenge.

Det var tydeligt, at forældrene gerne ville give deres børn en god koncertoplevelse. Lade dem mærke musikken, stemningen, samværet og fællesskabet. Det syntes jeg egentlig var dejligt.

Men far skulle ryge.

Hele tiden.

En cigaret eller en puffbar næsten hvert minut. Sammen med fire andre rygere omkring mig blev røgen en konstant del af min koncertoplevelse.

Jeg kunne selvfølgelig flytte mig.

Men hvor skal jeg så flytte mig hen?

Det er et mærkeligt princip, at den, der ikke tilfører omgivelserne røg, forventes at være den, der flytter sig for at undgå den.

Jeg siger ikke, at rygere skal forbydes fra parker, koncertpladser eller udeserveringer. Jeg efterlyser bare hensyn.

Hvis man kan vente en time på en cigaret under en koncert, så kunne man måske gøre det. Hvis man sidder på en restaurantterrasse, kunne man måske finde et sted, hvor røgen ikke driver direkte over til bordet ved siden af.

For det handler ikke om at bestemme over andre.

Det handler om, at friheden til at ryge ikke automatisk skal betyde, at alle andre skal være medrygere.

Jeg har selv været den, der syntes, at andre blandede sig for meget i min cigaret. Derfor ved jeg også, hvor svært det kan være at se problemet fra den anden side.

Men i dag håber jeg, at rygere også vil prøve at se mit perspektiv.

Jeg vil ikke tage din cigaret fra dig.

Jeg vil bare gerne have lov til at være til koncert uden at ryge med.

Dybbøl Banke har altid været mere end et sted, hvor krigshistorien har sat sine spor. I en lille artikel fra omkring 1852-53 beskrives landskabet med en blanding af historiske minder, naturglæde og nationalfølelse. Det er et fascinerende blik på Dybbøl og Sundeved i årene efter Treårskrigen.

På det tidspunkt blev Dybbølbjerg beskrevet som den østlige højderyg af Sundeved. Fra højdedraget var der en vid udsigt over Alssund, Als, Sønderborg og det omkringliggende landskab. Højden blev angivet til 229 fod – svarende til omkring 75 meter, selv om det højeste punkt i dag måles til 68 meter.

Den store sten

På skråningen lå den store Degger- eller Barsten. Ifølge den gamle beskrivelse målte stenen omkring 18 alen i længden, 12 alen i bredden og otte alen i højden. Et lokalt sagn fortalte, at en jættekvinde havde slynget stenen fra Als til Sundeved i sit hårbånd efter en troløs bejler.

Fra toppen af stenen åbnede der sig en imponerende udsigt. Mod nord og øst kunne man se langt ud over landskabet, mens Alssund, Als, kirker, gårde, skove og herregårde dannede et levende panorama.

Blikket kunne blandt andet følge Als med Sandbjerg Slot, Arnkildskoven, Rønhave og Sønderborg. Sønderborg Slot beskrives som et massivt og ikke just skønt slot, der på daværende tidspunkt fungerede som kaserne. Mod syd kunne man se Sønderskov og helt ud mod Østersøen.

Længere inde i landskabet kunne man se Augustenborg Fjord og Augustenborg Slot samt kirker og landsbyer længere mod syd. Forfatteren konstaterede, at udsigten fra Dybbølbjerg hørte til blandt de videste i landet.

Dybbøl efter krigen

Når blikket vendtes mod selve Dybbøl, beskrives landsbyen som en samling gårde og huse, der bredte sig omkring landevejen og ned mod Vemmingbund. De tre kæmpehøje, Galgehøjene, lå på bakkekammen. Navnet skyldtes, at der tidligere havde stået en galge på en af højene. Området var også kendt fra slaget den 5. juni 1848.

Forfatteren fortæller, at Dybbøls beboere var driftige og velstående, især blandt gårdmændene. Krigens tab var ifølge beskrivelsen efterhånden blevet overvundet. Samtidig blev befolkningen karakteriseret som mennesker, der holdt fast ved det gamle, ikke talte unødigt meget, men gerne krydrede samtalen med spøg og lune.

Sporene efter krigen var dog stadig tydelige. De gårde, der var blevet brændt, var genopført, men landskabet havde mistet mange af sine gamle træer og levende hegn. De var blevet ødelagt under kampene, blandt andet fordi hegn og diger blev fjernet for at gøre det lettere for soldaterne at angribe.

Dybbøl Mølle var genopført

Også Dybbøl Mølle var blevet genopført efter krigen. Den nye mølle beskrives som en prægtig bygning, grundmuret indtil kappen og med kobberbeklædning foroven – og ifølge den gamle tekst var den endda mere anselig end den tidligere mølle.

Af de mange skanser var der derimod kun svage rester tilbage. Nogle steder kunne man stadig se spor efter batterier og befæstninger, mens især de to brohoveder på Als-siden var bevaret. Samtidig blev der arbejdet med planer om nye befæstninger på Dybbøl Banke.

En sten skulle blive et nordisk mindesmærke

Den store sten på Dybbøl Banke havde på dette tidspunkt fået en helt særlig betydning. Det Skandinaviske Selskab havde købt stenen med et stykke jord omkring den og ønskede at bruge stedet til et nordisk mindesmærke.

En af ideerne var at forvandle stenen til en hvilende løve – et symbol på den kraft, som forfatteren mente lå i det danske folk. En anden mulighed var at rejse stenen og forsyne den med navnene på faldne helte og angive de vigtigste kampdage.

Den stærkt nationale tone – at ville staae og falde – med Løven askegraa – fortæller samtidig meget om tiden. Teksten er skrevet få år efter Treårskrigen og bærer tydeligt præg af både krigsminder og ønsket om at fastholde Dybbøl som et nationalt symbol.

Et øjebliksbillede fra 1850erne

Den ukendte forfatter til artiklen kan ikke identificeres. Skriftet blev udgivet af Det Berlingske Trykkeri, og tidspunktet vurderes til omkring 1852-53. En vigtig indikation er omtalen af planer om tre nye skanser på bakkekammen, hvilket stemmer med Ingeniørkorpsets plan fra 1853 om tre permanente forter på Dybbøl Banke.

Mere end 170 år senere giver teksten et interessant indblik i, hvordan Dybbøl og Sundeved blev oplevet kort efter krigen. Dengang var landskabet stadig præget af ødelæggelserne, men samtidig var genopbygningen i gang.

Og midt i det hele stod den store sten på Dybbøl Banke – med udsigt over et landskab, som forfatteren oplevede som et af de smukkeste og videste i fædrelandet.