Så blev det 100 års dagen for vor store skuespiller Dirch Passer. Og han bliver hyldet over hele landet. Men hvad har Dirch Passer egentlig med Sønderborg at gøre?

Han elskede at komme ud i provinsen – især her på øen – noget han havde til fælles med Ove Sprogøe, at komme ud og møde deres publikum i øjenhøjde. Ikke noget krukkeri – men fuldstændig åbne overfor lokalbefolkningen.

Og især over for en meget ung og teatertosset dreng fra Sønderborg – der var en enorm fan af den store skuespiller. Drengen skrev til ham og fik altid svar.

Den 17-årige dreng besluttede sig til at tage over og hilse på Dirch Passer og cyklede afsted fra Sønderborg med en kammerat til Klampenborg – hvor Dirch Passer væltede Cirkusrevyen aften efter aften. Og publikum jublede. De elskede ham inderligt i hovedstaden!!

Godt ankommet til Cirkusrevyen tog Dirch Passer imod de to drenge med åbne arme og hvis der var een der var stolt – så var det lige netop mig – og fotograferes skulle vi jo og vi ventede og ventede derude i kulissen på BT. Men fotografen lod vente på sig og så udbrød Dirch Passer:

“Åhh han kan vel fremkaldes”.

Det blev til flere cykelture og til sidst ville jeg selv over for at være med under Thalias vinger – og han vidste det:

“Dig igen” – og dermed mener jeg heldigvis!!

Aldersforskellen var for stor og så alligevel blev det til et stille venskab. Han var sine venners ven og altid diskret.

Dengang læste man hos en skuespiller for at komme videre – og jeg fik timer hos Tove Bang – der var en fremragende lærer og det kostede altså en hel del for mig – men da jeg skulle afregne lød svaret:

”Dine timer er betalt”.

Men der er nu ikke mange hemmeligheder i teaterverdenen og Dirch Passer spillede Stamherren på ABC Teatret, så jeg opsøgte ham og vi gik på Wessels Kro og jeg sagde tak for hjælpen, hvorpå han så på mig – med et kruset smil og svarede:

“Det er da mig der siger tak – har du stadigvæk ondt i numsen”?

Det blev til mange små hyggelige møder og god snak – aldrig om kollegaer eller sladder, bare sådan helt almindeligt.

Der er mange myter om min gamle ven og mange mystiske historier og jeg tør afvise de fleste.

Kære Dirch. Jeg elskede og beundrede dig grænseløst – og den der vil misforstå det, må så gøre det – og hvordan tror folk da ,at man kan skildre et gennemført geni?  For et geni, det var han på scenen. De der, som jeg, har oplevet ham, vidste godt, at det er her og nu på scenen, han levede sit liv – det var her man oplevede det store talent. Aldrig set før og det sker aldrig igen.

Æret være Mindet om Dirch Passer –  og tusinde, tusinde tak fordi du har været her iblandt os.

Allan Breckling cyklede til København for at møde Dirch Passer. Privat foto

Mit indlæg er udelukkende et personligt forsøg på at bidrage med nuancer til debatten om kunstbanen på Sønderborg Stadion– skrevet uden tilknytning til hverken FC Sønderborg, øvrige brugere, naboer eller Sønderborg Kommune.

Jeg har dog fulgt sagen tæt helt fra etableringen af kunstgræsbanen gennem mine mange år i FC Sønderborg og ønsker med dette læserbrev blot at dele mine egne tanker og perspektiver på debatten.

Kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion har de seneste måneder skabt stor debat. Og det er egentlig forståeligt nok. For sagen handler både om naboers hverdag, unges fritidsliv, foreningskultur og byens fremtidige udvikling.

Der skal være respekt for de naboer, som oplever gener ved aktivitet, lys og støj tæt på deres hjem. Det er helt legitimt, og jeg tror ikke, der findes ret mange i foreningslivet, som ikke ønsker at finde løsninger, der tager hensyn til dem, der bor omkring stadion.

Men jeg synes samtidig også, at det er vigtigt, at debatten bliver nuanceret.

For kunstgræsbanen handler ikke kun om fodbold.

Den handler om fællesskab.

Om sundhed.

Om trivsel.

Om unge mennesker, der vælger træningsbanen frem for sofaen.

Om frivillige voksne, der bruger tusindvis af timer på at skabe gode miljøer for børn og unge.

Og om talenter, der drømmer om at udvikle sig – men som først og fremmest har brug for et sted at høre til.

I en tid hvor vi taler mere og mere om mistrivsel blandt børn og unge, burde vi passe ekstra godt på de fællesskaber, der faktisk virker.

Kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion er netop en af de faciliteter, der gør det muligt at holde gang i idrætten året rundt. Den bliver brugt af breddeidræt, ungdomshold, skoleelever og motionister. Uden banen mister mange unge et vigtigt samlingssted – især i vinterhalvåret.

DBU Jylland har også peget på problematikken og understreget, at lyden fra børn og unge, der dyrker sport, ikke bør sidestilles med industristøj. De kalder det “lyden af fællesskab”.

FC Sønderborg er samtidig ikke bare én klub. Det er en overbygning bestående af flere lokale moderklubber fra hele området, som gennem mange år har arbejdet for at samle talentudvikling, træning, kampe og fællesskab ét sted. Netop sammenholdet og miljøet omkring stadion betyder meget for både spillere, familier, frivillige og klubberne bag samarbejdet.

Jeg forstår godt bekymringen omkring aktivitetsniveauet på banen. Det er højere end tidligere. Men det skyldes jo også, at behovet er blevet større. Flere børn og unge dyrker idræt året rundt, og kunstgræsbanen gør det muligt at holde aktiviteter i gang i perioder, hvor almindelige græsbaner ikke kan bruges.

Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at vi er helt præcise omkring de ofte nævnte 3500 timers brug af banen.

3500 timer svarer til, at banen skulle være i brug cirka 9,5 timer hver eneste dag året rundt.

Men når man ser på de konkrete begrænsninger, som har været foreslået for den organiserede brug af banen, så tegner der sig efter min opfattelse et noget andet billede.

Forslagene har blandt andet været:

at banen er helt lukket i skolernes sommerferie

at banen kun må bruges mellem kl. 10-16 lørdag og søndag

at banen i perioden 1. maj til 30. september som udgangspunkt lukker kl. 18 på hverdage

at der kun to hverdage om ugen i sommerperioden må trænes til kl. 21

at der ikke må afvikles hverdagskampe i perioden 1. maj til 30. september

samt begrænsninger på arrangementer med musik og højtalere

Når man regner den organiserede brug sammen inden for de rammer, så ligger brugen efter min forståelse nærmere omkring 1900 timer årligt og altså ikke de ofte nævnte 3500 timer.

Samtidig er det også værd at bemærke, at naboerne selv har peget på, at brugen af banen fra kl. 8-15, hvor Statsskolen og andre benytter den, ikke opleves som den store udfordring.

Derfor tror jeg også, det er vigtigt at skelne mellem den samlede teoretiske åbningstid på banen og den faktiske organiserede foreningsaktivitet.

For det giver et mere retvisende billede af situationen.

Det ændrer ikke på, at naboernes oplevelse skal tages alvorligt. Det skal den selvfølgelig.

Men jeg synes samtidig også, det viser, at der faktisk har været arbejdet med løsninger og begrænsninger, hvor der bliver taget betydelige hensyn til naboerne, samtidig med at børn og unge fortsat kan have et aktivt miljø på stadion.

Det er heller ikke sådan, at Sønderborg er det eneste sted i Danmark, hvor man har haft udfordringer omkring kunstgræsbaner og støj. Lignende debatter har været ført mange andre steder i landet, og flere kommuner har arbejdet med løsninger omkring brugstider, støjafskærmning, begrænsning af højttalere og tydelige driftsvilkår for organiseret brug.

Det centrale i Sønderborg ser efter min opfattelse heller ikke ud til at være selve eksistensen af banen, men snarere at der gennem tiden har manglet den nødvendige myndighedsbehandling og de rette godkendelser i forhold til støj og brug.

Det bør selvfølgelig bringes i orden.

Men det betyder efter min mening ikke nødvendigvis, at løsningen skal være at fjerne eller lukke et vigtigt ungdoms- og foreningsmiljø.

Tværtimod håber jeg, at man kan finde en lovlig og balanceret løsning, hvor banen fortsat kan bruges under klare rammer og hensyn:

tydelige brugstider

begrænsninger på sene aktiviteter

begrænsning af musik og højtalere

eventuelle støjdæmpende tiltag

samt en tæt og løbende dialog mellem kommune, naboer og brugere af banen

For mig handler det her ikke om, at nogen skal ’vinde’ debatten.

Det handler om at finde en løsning, hvor man både kan tage hensyn til mennesker, der bor tæt på stadion – og samtidig bevare det ungdoms- og foreningsmiljø, som har været en vigtig del af Sønderborg Stadion i generationer.

For stadion er ikke bare et geografisk sted.

Det er et miljø. En kultur. Et fællesskab.

Og selv hvis man på længere sigt ønsker at tænke større eller anderledes omkring fremtidens idrætsfaciliteter, så tager det mange år at planlægge, finansiere og etablere nye løsninger.

I mellemtiden håber jeg derfor oprigtigt, at kommune, naboer og brugere af banen kan fortsætte dialogen og finde løsninger sammen.

For når først et aktivt ungdoms- og foreningsmiljø bliver splittet op og flyttet væk, så er det svært at samle igen.

Og i sidste ende tror jeg faktisk, vi ønsker det samme:

At Sønderborg fortsat skal være en by med stærke fællesskaber, aktive unge mennesker og gode muligheder for idrætten – samtidig med at der selvfølgelig vises hensyn til de mennesker, der bor tæt på.

Tak til Kim Agerley fra Liberal Alliance for et sagligt og principielt læserbrev om kunstgræsbanen ved stadion bragt i går, fredag, på Nært & Nyt

For os naboer har sagen aldrig handlet om at være imod fodbold, børn eller idrætsliv i Sønderborg by. Det handler om, at også kommunen skal overholde gældende regler og tage hensyn til de mennesker, der bor tæt på de beslutninger, der træffes.

Derfor er det også vigtigt, at debatten nu i højere grad handler om retssikkerhed, myndighedsansvar og ansvarlig brug af skatteborgernes penge.

Ankestyrelsen har vurderet, at banen blev etableret uden den nødvendige myndighedsbehandling.

Det er et alvorligt forhold, uanset om man er nabo, politiker eller fodboldspiller. Når almindelige borgere forventes at rette ind efter reglerne, må det samme naturligvis gælde kommunen. Den lovgivning har ikke ændret sig, selvom man har ændret en vejledning om opførelse af kunstgræsbaner.

Vi er derfor glade for, at der nu peges på en løsning, som kan være langtidsholdbar. Det har alle parter brug for – både naboer, brugere og kommunen.

Dermed også sagt, at vi som naboer kan bakke op om Kim Agerleys forslag om, at kunstgræsbanen kan indgå i en lovlig løsning, hvis brugsretten overdrages til Statsskolen og alene anvendes inden for skoletiden, samtidig med at der etableres indhegning, så banen bruges efter planlagte tider.

Samtidig håber vi, at politikerne fremadrettet vil prioritere de nødvendige investeringer i fodbolden, som oplever stor tilslutning og udvikling – ikke mindst efter den bane er blevet etableret – og samtidig sikre, at naboer bliver inddraget tidligt i processen, og at myndighedsarbejdet udføres grundigt og korrekt fra starten. Det vil være med til at sikre, at man ikke igen havner i en lignende situation.

Det skylder man både borgerne, foreningerne – og vores fælles retsfølelse.

I forbindelse med at der blev lagt en kunststofbane ved stadion i Sønderborg, blev der ikke foretaget den nødvendige myndighedsbehandling. Det er siden blevet vurderet af Ankestyrelsen, at banen er etableret ulovligt. Det er sagens kerne – og det bør vi som politikere tage alvorligt.

Sagen handler ikke om at være imod idræt i bymidten. Den handler om retssikkerhed og om, at kommunen – ligesom borgere og virksomheder – har pligt til at overholde gældende regler og lovgivning.

Det har jeg også selv måttet sande: Jeg har selv haft en ulovligt opført pavillon, der stod for tæt på skel og dermed ikke overholdt BBR-reglerne. Kommunen vejledte om de korrekte retningslinjer og jeg rettede naturligvis ind efter anvisningerne.

Sådan fungerer et retssamfund: Borgere er forpligtet til at overholde gældende love og regler.

Det samme må imidlertid forventes af kommunen. Når en myndighed begår fejl, bør den rette dem – ikke udskyde eller omgå problemet.

Debatten har ofte handlet om naboernes støjgener og frustrationer. Men det grundlæggende problem er, at banen er lagt ved stadion uden den nødvendige myndighedsbehandling. Det er ikke et spørgsmål om holdninger, men om lovlighed.

Samtidig er der også et økonomisk perspektiv, som fortjener opmærksomhed. Banen kostede ca. 5,3 milillioner kroner og der arbejdes nu politisk med en støjmur på 2,4 meter til ca. 1,2 millioner. Kommunens egne vurderinger peger samtidig på, at løsningen ikke vil have nævneværdig effekt på de målte støjgener ved naboernes ejendomme.

Det rejser et helt naturligt spørgsmål om ansvarlig brug af skatteborgernes penge: Er det rimeligt at bruge yderligere 1,2 millioner kroner på en løsning, der ikke løser det grundlæggende problem?

Der findes andre muligheder, som bør undersøges seriøst. Eksempelvis kunne brugsretten til kunststofbanen gives til Statsskolen med tydeligere rammer og indhegning, så den uorganiserede brug også begrænses.

I stedet for at bruge yderligere 1,2 millioner på en løsning uden nævneværdig effekt bør vi fokusere på at lægge kunststofbanen ved SFS-hallen, hvor der allerede findes et idrætsmiljø, tilknyttede faciliteter og fornuftige adgangsveje.

Sagen bør derfor ikke handle om at forsvare tidligere fejl, men om at finde en lovlig og holdbar løsning med respekt for både retssikkerheden og skatteborgernes penge. For retssikkerhed gælder også kommunen.

SONFOR har de seneste år talt meget om åbenhed, transparens og ønsket om tættere dialog med borgerne.

I 2024 gjorde man ligefrem et stort nummer ud af, at kunder og samarbejdspartnere for første gang kunne overvære generalforsamlingen. Arrangementet blev lagt fra kl. 17.00 til 19.30, så almindelige mennesker havde mulighed for at deltage efter arbejde. Der var livestream, informationsmøder og åbne spørgerunder.

I 2025 fortsatte man i samme spor med informationsmøde fra kl. 17.00 og generalforsamling fra kl. 18.00. Aftenen blev ikke livestreamet, men optaget, så den efterfølgende kunne ses.

Men i år er programmet rykket til endnu tidligere.

Informationsmødet starter allerede kl. 16.00, generalforsamlingen kl. 17.00, og først kl. 18.30 er der mulighed for at tale med direktør og formandskab.

Det kan måske lyde som en lille detalje. Men tidspunktet betyder faktisk noget.

For hvor mange almindelige, lokale, borgere har reelt mulighed for at møde op klokken 16 på en almindelig arbejdsdag?

Hvor mange pendlere, håndværkere, butiksansatte, sygeplejersker, fabriksarbejdere eller børnefamilier kan bare gå fra arbejde midt på eftermiddagen for at deltage i et møde om deres forsyningsselskab?

Det er svært ikke at se det i lyset af det seneste års massive debat om fjernvarmen på Nordals, økonomien i projektet, Resort Varme, fusionen mellem selskaberne og de mange spørgsmål, aktindsigter og klager fra borgere.

For mange opleves det stadig som om, at centrale oplysninger først kommer frem, når presset bliver stort nok. Flere oplysninger om fusion, økonomi og beslutningsforløb er ikke kommet frem gennem frivillig åbenhed, men gennem aktindsigter, vedholdende spørgsmål og klager til myndigheder.

Samtidig taler SONFOR om åbenhed og dialog.

Men ægte dialog handler ikke kun om flotte ord i pressemeddelelser og på hjemmesiden. Det handler også om at gøre det muligt for folk faktisk at deltage.

Ja, generalforsamlingen er formelt offentlig. Men det er stadig Sønderborg Kommune, der ejer SONFOR og træffer beslutningerne. Borgerne har ingen stemmeret og kan i praksis kun overvære mødet og stille spørgsmål.

Netop derfor betyder adgangen noget.

Når årets arrangement rykkes endnu tidligere på dagen netop i en periode med stor offentlig interesse og kritik, så sender det et signal — uanset intentionen bag.

Hvis SONFOR virkelig ønsker åben og ærlig dialog med borgerne, burde det være en meget lille ting at rykke arrangementet bare én time senere, så almindelige mennesker med arbejde også har en reel mulighed for at deltage.

Det virker som et rimeligt ønske.

Redaktionen: SONFOR har haft mulighed for at svare på læserindlægget.

På det seneste møde i Børn, Skole-og Familieudvalget skulle vi tage stilling til licitationsresultatet for moderniseringen af Nordals-Skolen. Desværre viste resultatet, at projektet ligger omkring 10 millioner kroner over det oprindelige budget.

Det er naturligvis en alvorlig udfordring, men samtidig også et billede på den virkelighed mange byggeprojekter står i. Projektet blev beregnet tilbage i 2022, og siden da er priserne på byggematerialer steget markant – faktisk med knap 15 procent. Den udvikling er ikke blevet indregnet undervejs.

Forvaltningen anbefalede derfor besparelser for omkring 10 millioner kroner, men her valgte et enigt udvalg at sige stop.

Vi ønsker ikke at gennemføre en modernisering, hvor væsentlige dele af projektet fjernes. Derfor har vi valgt en løsning, hvor vi blandt andet undlader at omdanne det eksisterende anretterkøkken til produktionskøkken, ligesom specialinventar ikke indkøbes – det giver en besparelse på ca. 4 millioner.

Til gengæld ønsker vi at holde fast i de vigtigste elementer i projektet: Ordentlige udendørsarealer, en funktionel indretning af 1. sal, nyt tag og nødvendige tekniske installationer. Det handler om at skabe en moderne og fremtidssikret skole for både elever og medarbejdere – ikke om at levere halve løsninger.

Derfor sender vi nu sagen videre til Byrådet med en anbefaling om at sætte yderligere ca. 6 millioner kroner af fra rammen til Fremtidens Skole.

Jeg håber på bred opbakning til den løsning i Byrådssalen.

Nordals-Skolen fortjener den modernisering der er blevet arbejdet med i årevis, og som er helt nødvendig for at skabe gode rammer for fremtidens skole på Nord-Als.

Børnelæge Didde Lauritzen har for nylig råbt op om unges brug af nikotin. Det er et vigtigt og nødvendigt opråb også her i vores lokalområde.

Samtidig vil jeg gerne anerkende, at der politisk er begyndt at komme fokus på problemstillingen. Det er positivt, at sagen bliver taget op, og at den også bringes ind i det politiske arbejde lokalt. Men vi må også være ærlige: Opmærksomhed alene gør det ikke. Der er brug for konkrete handlinger.

Alt for mange unge stifter i dag bekendtskab med nikotin gennem vapes, snus og cigaretter. Produkter, der ofte fremstår harmløse, men som hurtigt kan føre til afhængighed og påvirke både trivsel og sundhed. Når afhængigheden først har bidt sig fast, er det svært at slippe igen.

Derfor mener vi i Kræftens Bekæmpelse, at der lokalt er behov for en langt stærkere og mere forpligtende indsats. Det handler blandt andet om at begrænse tilgængeligheden af nikotinprodukter for unge, styrke forebyggelsen på skoler og ungdomsuddannelser og sikre klare rammer i fritidslivet, hvor nikotin ikke er en del af fællesskabet.

Men det handler ikke kun om krav. Det handler også om at støtte de gode kræfter, der allerede er i gang.

Vi møder hver dag engagerede lærere, pædagoger, forældre og foreningsliv, som ønsker at gøre en forskel. Hos Kræftens Bekæmpelse arbejder vi aktivt for en nikotinfri fremtid for børn og unge. Vi tilbyder viden, undervisningsmaterialer og konkrete redskaber, som kan bruges lokalt både i skoler, ungdomsmiljøer og fritidsliv.

Vi ved, hvad der virker: tydelige voksne og fællesskaber, hvor det er normen ikke at bruge nikotin.

Derfor er vores budskab klart: Vi står klar til at samarbejde. Men vi forventer også, at der politisk bliver fulgt op med handling og prioritering.

For det her handler ikke kun om sundhed. Det handler om vores unges trivsel, muligheder og fremtid.

Nu er tiden til at handle.

Sønderborg vil gerne signalere åbenhed og mangfoldighed.

Men når man skraber lidt i overfladen, begynder spørgsmålet at melde sig: Hvor er handlingen?

I et nyligt læserindlæg bliver det beskrevet, at man som LGBT+-person i Sønderjylland enten springer sent ud – eller flytter væk.

Det er en hård udmelding. Men også en, vi er nødt til at tage alvorligt.

For jeg må også være ærlig: Jeg går ikke hånd i hånd med min mand alle steder af frygt for reaktioner. Så ja – der er noget, vi ikke er i mål med.

Samtidig er det vigtigt at nuancere. Mange flytter i de år, hvor man i forvejen er i gang med at finde sig selv, og hvor større byer tilbyder fællesskaber og anonymitet. Og vi skal ikke bare kopiere de største byer – vi skal finde vores egen måde i Sønderjylland.

Men det kræver, at vi rent faktisk gør noget.

I Sønderborg Kommune har vi en ligestillingsplan med regnbueflag på forsiden. Det sender et signal. Men når man læser planen, handler den primært om ligestilling mellem mænd og kvinder – og LGBT+ er ikke nævnt.

Det er svært ikke at se det som symbolik uden indhold.

Samtidig ser vi i Roskilde Kommune, at man arbejder med konkrete LGBT+-indsatser. Det har skabt debat – nogle mener endda, at det er ude af proportioner.

Men måske er det netop pointen.

At man tager diskussionen.

At man tør prioritere.

At man ikke nøjes med at signalere.

For det er ikke gratis at handle.

Men det er heller ikke gratis at lade være.

Hvis vi mener det alvorligt i Sønderborg, bør vi:

Indarbejde LGBT+ tydeligt i ligestillingspolitikken

Lave en konkret handleplan

Sætte fokus på trivsel og tryghed – især for unge

For det handler ikke om at ligne København eller Roskilde.

Det handler om noget langt mere grundlæggende:

Om man kan være sig selv i Sønderborg.

Eddie van Lüthje er ikke bare hvem som helst her i landet. I årevis har han forsket og fortolket vores store digter, Halfdan Rasmussen, og det både som sanger og udgiver af Halfdans ’ukendte digte’ som Hemmeligt forår fra besættelsens tid og også Vinterdigte og sat dem i musik som komponist med Halfdans personlige tilladelse. Eddie van Lüthjes kærlighed til dansk digtning er mageløst.

Og nu er Eddis van Lüthjes erindringer udkommet med titlen Sangen om Livet, som ikke kun er selvbiografi, men efter min mening sandelig også kulturhistorie på højeste plan. Grumt ganske vist – men i sær livsbekræftende og skrevet, som det er at høre Eddie van Lüthje selv – passioneret og indtrængende.

Vi ved jo godt hvem der skrev Højt fra træets grønne top. På Nørrebro blev en gade opkaldt efter ham, nemlig Peter Fabers Gade. Men havde Peter Faber vidst, hvad der foregik og skete mod de to drenge, der boede med deres mor – fru Hansen – i nummer 28 på fjerde sal, ville han, som os læsere, havde korset sig – for her var ingen juleglans. Der var slet ikke nogen for form for glans.

Eddie van Lüthje og lillebroderen, Stig, blev simpelthen voldtaget nat efter nat af en af moderens fordrukne elskere. Det dumme svin og skamløse udyr – Eddie van Lüthjes ord – foretog disse overgreb med moderens  viden og hun benægtede det til det sidste, ignorerede drengenes klager over denne onkel Holger. Der var ingen kære mor her og herefter var hun ikke en mor længere for drengene og blev kaldt for fru Hansen.  Det er simpelthen hårrejsende læsning og skildret uden filter.

Disse oplevelser kunne knække enhver til evig tid – men Eddie van Lüthje selv forsvandt ind i drengebøgernes univers og det skulle vise sig, at den verden førte ham videre og meget langt ind i digtningen som digter selv, men i tæt kontakt med den tids fremragende forfattere. Det lige fra Johannes Møllehave – henover Ivan Malinovski  og Carl Scharnberg og pudsigt nok også til spasmageren Otto Leisner, der udgav Eddie van Lüthje på et tidspunkt for egen regning, så Otto Leisner var nok mere dyb end bare tv-vært og  pladeparade.

Men det blev Halfdans Rasmussens univers der bar Eddie van Lüthje i sikkert i havn.

Sangen om Livet er et digert værk og ret så omfattende – vi følger Eddie van Lüthje hele livet igennem. Som sejler – hans historier fra Spanien er betagende og medrivende. Som journalist på de sjællandske dagblade, sikke en energi og morsomt med. Og især som den kunstner han vitterligt er.

Der er tale om en selvbiografi, som handler om mere,  meget mere, end bare: Mig – mig og atter mig. Blandt andet om det aktive politiske liv han førte som sanger og musikant på venstrefløjen og den store kærlighed han har til livet og kærligheden.

Og kærligheden fik han fra sin kære Helle Reumert og de to har da sandelig sat Halfdan Rasmussen på landkortet.  Med deres charmerende udgivelser og optræden – især med Vinterdigte!

Der er sgu’ noget over de musikere og sangere, der kan selv og udvikler sig i livet – de autodidakte, de selvlærte, deres erindringer – som f.eks Michael Falchs – er berigende, kloge, vedkommende og besnærende.

Og lige det gælder for Eddie van Lüthje, der efter min mening er en skøn filur – humoristisk og uden spydigheder – et dumt svin er nu engang et dumt svin. Og så er den potte ude. Og så vades der ikke mere i det. Slut!

Sangen Om Livet er et gennemført  mesterværk – erindringer på højt plan og hvor er det dejligt at komme så tæt på en mand, en forfatter, der uden filter fortæller lige ud af landevejen – om et levet liv…et pulserende og nærværende liv.

Det gør indtryk, må jeg sige og så får vi lige en god omgang kulturhistorie med i købet.

Jeg fattes flere ord udover det her den absolut bedste erindrings bog, jeg har læst i flere år.  Og ja, det er et mesterværk.

Men læs nu selv og bedøm selv -der venter gode timer i selskab med Sangen om Livet – som er udgivet af Mellemgaard – for der kærlighed i luften og også livsglæde. Det på trods af alle genvordigheder og fortrædeligheder.

God fornøjelse.

Flere af Eddie van Lüthjes udgivelser. Foto: Ole Kæhler

Enten springer man sent ud som LGBTQ+ person – eller også flytter man fra Sønderjylland. Det lyder hårdt, men det er en virkelighed, vi møder igen og igen i LGBTQ+ Sønderborg. Her er mange først i 30’erne, 40’erne eller 50’erne, før de føler sig trygge nok til at stå ved, hvem de er. Det bør få alarmklokkerne til at ringe.

Ifølge VIVE springer de fleste LGBTQ+ personer i Danmark ud som 16–22-årige. Men den nationale udvikling dækker over store geografiske forskelle. I Sønderjylland er det ofte langt sværere. Normer, lokalkultur og frygten for at skille sig ud gør, at mange pakker sig selv væk i årevis. Det skaber et psykisk pres – ikke kun for den enkelte, men også for sundhedsvæsenet, der senere må håndtere konsekvenserne.

Samtidig ser vi en anden tendens: De unge, der faktisk føler sig frie, forlader området. De søger mod København, Aarhus, Odense og Aalborg, hvor de oplever større accept og fællesskab. Kun få vender tilbage – og ofte først senere i livet og i faste parforhold. Det betyder, at vores lokale samfund mister både mangfoldighed og ressourcer.

Det er et problem for byer som Sønderborg, Tønder, Haderslev og Aabenraa. For hvis man ikke kan være sig selv, bliver man ikke – og så udvikler området sig ikke. Diversitet er ikke en luksus, men en forudsætning for vækst og trivsel.

Derfor sætter LGBTQ+ Sønderborg i år fokus på livsfaser under Sønderborg Pride Week 2026 – fra ung til ældre. For udfordringerne stopper ikke med at springe ud. Mange ældre LGBTQ+ personer oplever ensomhed, særligt på plejehjem, hvor de igen kan føle behov for at skjule sig.

Det her er ikke kun et individuelt problem. Det er et samfundsansvar. Hvis vi vil have et Sønderjylland i udvikling, kræver det politisk handling, lokale initiativer og et opgør med de normer, der stadig holder mennesker tilbage.

Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at gøre noget.

Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.