Byrådsmedlem Kim Bækdal Agerley, Liberal Alliance, skriver:
Jeg kunne forleden læse, at Socialdemokratiet går til budgetforhandlingerne med et ønske om at sætte penge af så kommunens skolebørn kan besøge Museum Sønderjylland. Formålet er at styrke børnenes indsigt i vores sønderjyske kultur og historie.
Det er i sig selv et sympatisk forslag. Jeg bliver selv trist ved tanken om, at vores sønderjyske dialekt er ved at dø ud. Når min generation ikke er her længere, risikerer dialekten at forsvinde med os. Derfor er det vigtigt, at vi lærer de næste generationer, hvorfor min oldefar som dansker kæmpede for tyskerne i 1. verdenskrig. Vores historie må ikke glemmes.
Men vi skal også turde se virkeligheden i øjnene.
Den netop offentliggjorte PISA måling giver Danmark bundkarakterer. I Sønderborg Kommune har lærerne i gennemsnit 13 sygedage om året, og 56 procent overvejer at forlade faget. Det er tal der sender et tydeligt tegn på en folkeskole under pres og et fundament der er ustabil.
Alligevel foreslår Socialdemokratiet, at vi prioriterer historiske udflugter.
I min optik er det en forfejlet prioritering. Ikke fordi historien er uvigtig – men fordi folkeskolen er i krise. Før vi begynder at bygge ovenpå, skal vi sikre, at fundamentet kan bære. Vi skal lytte til fagpersonalet og investere i drift, trivsel og kvalitet, så vi igen får en stabil folkeskole, der kan levere den undervisning, vores børn fortjener.
Fra min karriere i erhvervslivet har jeg flere gange stået i situationer, hvor store driftsmæssige afvigelser truede både kvalitet og stabilitet. Erfaringen har lært mig én ting: Når maskinrummet kører ustabilt, fokuserer man på kerneopgaverne og skærer alt unødvendigt fra – så man sikrer fokus på det værdiskabende. Det samme bør vi gøre i folkeskolen nu. Fokus på grundelementerne – og alt andet må vente.
Så ja, lad os endelig give børnene en stærk lokal, historisk forankring. Men lad os gøre det, når vi har en folkeskole, der fungerer.


