Det tyske mindretal i Sønderjylland hilser Sønderborg Kommunes beslutning om at investere flere end 240 millioner kroner i fyrtårnsprojektet Hertugernes Augustenborg velkommen. Projektet rummer et stort potentiale for at styrke formidlingen af områdets kulturarv, skabe udvikling og øge den internationale synlighed af grænselandet.
“Augustenborg kan udvikle sig til et stærkt kulturelt fyrtårn for hele regionen. Det tyske mindretal bidrager gerne aktivt fra starten med erfaringer, idéer og internationale netværk fra vores arbejde med kulturarv, grænselandets historie og grænseoverskridende samarbejde”, siger Stephan Kleinschmidt i en pressemeddelelse. Han er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger, det tyske mindretals hovedorganisation.
“Hertugernes Augustenborg rummer en enestående fortælling om kulturarv, grænseland og mindretal. Samtidig har projektet et stort potentiale som drivkraft for byudvikling og øget synlighed. Derfor glæder det mig, at der investeres i både stedets historie og fremtid”, siger Kirsten Bachmann, byrådsmedlem for Slesvigsk Parti og udvalgsformand for Byudvikling, Landdistrikter og Infrastruktur.
Mindretallet ser samtidig en naturlig sammenhæng mellem Augustenborgs historie og grænselandets særlige tradition for fredelig sameksistens mellem flertal og mindretal.
“Den dansk-tyske mindretalsmodel er internationalt anerkendt som et forbillede på fredelig sameksistens, gensidig respekt og kulturel mangfoldighed. Netop disse erfaringer er i dag mere relevante end nogensinde. Derfor ser vi gode muligheder for at tænke grænselandets særlige historie og erfaringer ind i udviklingen af Augustenborg som international kulturarvsdestination”, siger Stephan Kleinschmidt.
Selvom UNESCO i 2021 ikke optog samlivet i grænselandet som immateriel kulturarv, står samlivet som internationalt forbillede stærkt. Erfaringerne med fredelig sameksistens, gensidig respekt og kulturel mangfoldighed er mere relevante end nogensinde. Derfor ser det tyske mindretal et stort potentiale i at tænke grænselandets særlige erfaringer ind i udviklingen af Augustenborg som international kulturarvsdestination.
“Vi ser frem til et tæt samarbejde med Sønderborg Kommune og de øvrige partnere om at realisere visionen for Hertugernes Augustenborg”, lyder det fra Kleinschmidt.


