Et skridt tættere på en cykelsti fra Adsbøl til Avnbøl

Et skridt tættere på en cykelsti fra Adsbøl til Avnbøl
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

På byrådsmødet i dag, onsdag, godkendte Byrådet, at kommunen er villig til at ekspropriere et areal til cykelstien Adsbøl-Avnbøl, hvis ikke der kan laves en frivillig aftale om at købe.

“Jeg er glad for, vi nu er nået hertil og cykelstien har stor betydning for trafiksikkerheden”, sagde Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti. Hun fortalte videre, at arbejdet med at lægge cykelsti bliver koordineret med udrulningen af fjernvarme, så der kun skal graves én gang

Asger Romme Andersen fra Enhedslisten synes, at grundlaget for at ekspropriere er i orden, fordi en cykelsti forbedrer folks liv i det område.

“Og så vil jeg lige sige, at skulle der sidde byrådskandidater derude, som vil spare 100 millioner kroner i forvaltningerne, så håber jeg ikke det er indenfor det her område”.

Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti kom også på banen og bad byrådskollegerne være opmærksomme.

“Vi skal være opmærksomme på, hvordan cykelstien kommer over eller under motorvejen”, sagde han.

Didde Lauritzen fra Socialdemokratiet sagde, at hun er glad for, at Socialdemokratiet fik cykelstien med i budgetforhandlingerne.

“Og det er godt, at den nu bliver lavet, for den har de lokale ventet på i mange år”.

Charlotte Riis Engelbrecht fra Socialdemokratiet er en af dem, der måtte flytte på grund af motorvejen.

“Dengang blev vi lovet en cykelsti af det daværende amt og det er jo dejligt, at kommunen nu leverer”.

Kristian Bonefeld fra Venstre sagde, at han tidligere har stemt imod ekspropriationsvillighed.

“Men her handler det om en cykelsti og sådan en er i samfundets interesse”, sagde han.

Du kan se byrådsmødet er på Sønderborg Kommunes Facebook-side.

Læs også...  Kommunen vil bruge 1,5 millioner om året på GOTO Sønderborg

GÅET GLIP AF .. ?