FC Sønderborg fik blot et enkelt point

FC Sønderborg fik blot et enkelt point
FC Sønderborg og Aarhus 1900. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

FC Sønderborg måtte lørdag eftermiddag tage til takke med et enkelt point, fordi hjemmekampen mod Aarhus 1900 endte uden scoringer. Et resultat, der ikke helt afspejlede kampbilledet, hvor sønderborgenserne skabte masser af muligheder, men ikke fik udbytte af anstrengelserne, skriver fodboldklubben.

Kampen blev fløjtet i gang med ti minutters forsinkelse på grund af gæsternes trafikale udfordringer og begge hold åbnede forsigtigt. FC Sønderborg satte sig dog hurtigt på spillet, og allerede efter otte minutter var hjemmeholdet tæt på at bringe sig foran, men bolden ville ikke over stregen. Flere afslutninger og hjørnespark fulgte i en første halvleg, hvor Sønderborg havde overtaget, men manglede skarphed i sidste fase.

Efter pausen fortsatte hjemmeholdet i samme spor og producerede store chancer. To gange i løbet af kampens første fem minutter efter pausen burde der have stået 1-0, men Aarhus-keeperen diskede op med afgørende redninger – blandt andet på en friløber.

Mod slutningen fik Aarhus en enkelt stor mulighed, men FC Sønderborgs målmand Tomáš Papierník viste høj klasse og holdt nullet.

Trods det massive pres og en stribe chancer sluttede opgøret 0-0. Dermed spillede FC Sønderborg uafgjort for tredje kamp i træk – et resultat, der føles skuffende, når spillet og chancerne peger på en sejr.

Nu rettes blikket frem mod næste udfordring, når holdet næste lørdag kl. 14.00 gæster Aarhus og møder Black Vipers.

Læs også...  Oplæg om kunstig intelligens - og så en spændende håndboldkamp

GÅET GLIP AF .. ?