FC Sønderborg rundede en flot sæson af med en 3-1-sejr over Varde IF i sæsonens sidste spillerunde i Jyllandsserie 2. Kampens sportslige betydning var reduceret, fordi Varde allerede dagen før havde fået slukket håbet om playoff, efter Herning Fremad besejrede Haderslev FK. Oprykningen til Jyllandsserie 1 var allerede sikret for hjemmeholdet, men det forhindrede dem ikke i at levere en helstøbt indsats foran et engageret publikum.
Blandt publikum var Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab. Hun kom for at være med til at fejre holdet og ønske tillykke med oprykningen til Jyllandsserie 1.
Varde kom foran i det 37. minut efter en fejl i opspillet, men FC Sønderborg svarede hurtigt igen. Først udlignede Kasper Jørgensen i det 43. minut efter flot opspil mellem Nichlas Hoffmann og Christian Krath. Kort før pausen blev kampen vendt på hovedet, da Ardit Murati spillede Alexander Damsgaard fri til 2-1, skriver FC Sønderborg.
I anden halvleg havde Sønderborg kontrol, og det endelige punktum blev sat i det 85. minut, hvor Ardit Murati stod for kampens detalje: en solotur og sikker afslutning til 3-1.
Kampen markerede også afsked med Christian Krath, der forlader klubben for at studere i Aarhus. Han blev både hyldet med udskiftning og indskiftning – og takkedes behørigt af klub og tilskuere.
I alt har FC Sønderborg brugt 27 spillere i sæsonen, herunder to debutanter fra klubbens U17-hold: Malthe Lebrecht og Tobias Bertram. I søndagens kamp fik også Lucas Klarskov Nielsen debut som den sidste i rækken.
Efter kampen blev oprykningen fejret med champagne og trøjer til alle spillere og trænere, og festen fortsatte i teltet med musikalsk underholdning fra Riggelsen og Steen.
Fakta
FC Sønderborg – Varde IF 3-1 (2-1)
Mål
0-1 Varde (37′)
1-1 Kasper Jørgensen (43′)
2-1 Alexander Damsgaard (45+1′)
3-1 Ardit Murati (85′)
Tilskuere: 318

