I dag, fredag, er det Flagdag, dagen hvor vi ærer alle dem, der siden 1948 har været sendt ud i verdens brændpunkter og traditionen tro foregik det på Rådhustorvet.
Også i år var der en veteran, der holdt tale og det var Anders Nordtorp, som lagde ud med at fortælle, at han har noget på hjerte.
“Jeg er en af de PSTD-ramte soldater og på et tidspunkt sad jeg hjemme på sengen med mine sokker i hånden. Jeg måtte vække min kone for at høre, om jeg var ved at tage dem af eller på”, sagde Anders Nordtorp i sin tale.
“Takket være min hustru og veterankoordinator Kim Andersen gik jeg fra selvmordstanker og fosterstilling til fleksjob. Jeg er godt nok lige blevet fyret i dag, så er der nogen, der mangler en mand, må de sige til”.
“Hver eneste veteran har bidraget til noget, som var større end ham eller hende selv – og mange af os havde mørke skygger med hjem – og det er Flagdagen også en anerkendelse af. Og bag hver veteran står der pårørende, som støtter – og de pårørende har også brug for støtte – og den kan de få ved at ringe til veterankoordinatoren”.
“Omkring 10 procent af de udsendte kommer hjem med PSTD og andre udfordringer – 90 procent er velfungerende og er aktive i job eller i foreningslivet – og deres historie er lige så vigtig”, sagde veteran Anders Nordtorp.
Det var kommunaldirektør Tim Hansen, der bød velkommen til Flagdagen
“Det er dejligt at se så mange af Jer – både nye og gamle – og det betyder meget for Sønderborg Kommune at markere Flagdagen og i år er det med Rinkenæs Brassband”, sagde kommunaldirektøren.
“Det er vigtigt at hylde dem, der har været udsendt siden 1948”.
Borgmester Erik Lauritzen sagde, at Flagdagen er til ære for de mænd og kvinder, som har været udsendt.
“Og I har båret et ansvar, som vi andre ikke forstår omfanget af. I har været med til at sikre fred og stabilitet i nogle af verdens brændpunkter – og Jeres familier har stået ved Jeres side – med alle deres bekymringer og deres håb”, sagde Erik Lauritzen.
“Flagdagen giver os mulighed for at vise, at vi står bag Jer og jeg håber, at I mærker, at her i Sønderborg er der spændt et net ud under Jer”.
Der blev lagt kranse ved mindestenen for udsendte.

