Mommark Marina Camping kan i 2025 brøste sig af titlen som Danmarks bedste campingplads-restaurant efter at M|M Seaside Bistro netop har modtaget den prestigefyldte ACSI Award 2025.
Prisen uddeles af den hollandske organisation ACSI – Europas største campingguide – og er baseret på stemmer fra tusindevis af campister over hele Europa. Den gives til steder, der udmærker sig ved høj kvalitet, gæstetilfredshed og madoplevelser i særklasse.
“Vi er utroligt stolte over at modtage denne anerkendelse. Det er en kæmpe cadeau til vores team og den passion, vi lægger i maden”, siger Steven Andersson, Executive Chef & medejer.
“ACSI-prisen viser, at vores fokus på kvalitet og bæredygtighed bliver værdsat af vores gæster.”
M|M Seaside Bistro er kendt for sin hyggelige atmosfære, sit fokus på friske, lokale råvarer og bæredygtige initiativer som kreativ genanvendelse af madspild.
På menukortet finder man både klassiske danske retter og innovative smagsoplevelser – herunder Stjerneskud, Moules Frites, hjemmerøget laks, veganske retter og gourmetburgere – hvilket har gjort restauranten til en favorit blandt både campister, lokale og feriegæster.
Med prisen cementerer Mommark Marina sin position som en kulinarisk destination – også for ikke-campister – og skaber samtidig grobund for vækst i turismen i området.
I 2024 modtog M|M Seaside Bistro også titlen som Årets Medlem af REFOOD-mærket for deres indsats mod madspild.



