Lørdag aften bød viceborgmester Stephan Kleinschmidt velkommen til folkBALTICA-koncert i Alsion:
“Og det er den 20. gang, der er folkBALTICA. Sønderborg har ikke været med alle gange, men de fleste”, sagde Stephan Kleinschmidt til den fyldte koncertsal og herefter kom folkBALTICAs kunstneriske leder, Harald Haugaard, på scenen.
“Vores jubilæumskoncert hedder Våren kommer og det er med folkmusik fra mange forskellige lande og i år har vi besøg af den norske violinist og komponist, Gjermund Larsen”, sagde Harald Haugaard.
Udover den norske gæstesolist, og Glimt i Øret, så var Sønderjysk Pigekor også på scenen.
“Og så har vi jo folkBALTICA Ensemblet og vi skylder en stor tak til musikskolerne i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og dem syd for grænsen, fordi de leverer talentfulde musikere. Her mødes de på tværs af by- og landegrænse og nogle af dem finder sammen om musikken i andre sammenhænge. Det er noget af det, som folkBALTICA kan”, sagde Harald Haugaard.
Og publikum var begejstrede for musikken – både Glimt i Ørets optræden i Café Alsion og al musikken på scenen.
De næste dage er der flere folkBALTICA-koncerter på mindre steder i kommunen – og det kan du læse mere om her på folkBALTICAs hjemmeside.



