Folkeuniversitetet byder på foredrag om at tænke uden gelænder

Folkeuniversitetet byder på foredrag om at tænke uden gelænder
Filosof Hannah Arendt. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Den 22. april klokken 16 begynder et foredrag om den tysk-Jødisk-amerikanske filosof Hannah Arendt i Folkeuniversitetet i Alsion. Det holdes af Claus Christoffersen og handler om at tænke uden gelænder.

Man tilmelder sig til Karen Mølbæk på mail: kmob1972@gmail.com – eller telefon 2610 9864. Prisen for en plads er 200 kroner.

At tænke uden gelænder. Denne smukke og tankevækkende formulering af den tysk-jødisk-amerikanske filosof Hannah Arendt viser, hvorfor hun er en af de største moderne tænkere. I et århundrede hvor tænkningen var låst fast i ideologiernes spændetrøje, tænkte Arendt selvstændigt og på tværs. Derfor har hun bevaret sin aktualitet.

På baggrund af hendes egne erfaringer som jøde i Tyskland er det Arendt, der formulerer tanken om pluralismens nødvendighed – om at forskellige mennesker skal kunne leve sammen i et fælles samfund. Eller som hun selv formulerer det: Mennesket findes kun i flertal: Som mennesker, skriver Folkeuniversitetet.

Derfor gør hun sig også dybe tanker om forudsætningen for, at vi kan bevare denne mulighed for humanitet, og det kommer bl.a. til udtryk i hendes overvejelser om ‘ondskabens banalitet’.

Hun er på alle måder en usædvanlig tænker, der kan gøre os klogere på vores egen tid.

 

Læs også...  Kommunen vil sælge to grunde

GÅET GLIP AF .. ?