Fynshav Børneunivers fik mulighed for at søge penge i anlægspuljen og vidste lige præcis, hvad de ønskede og søgte derfor om penge til en hytte til legepladsen.
Vi var så heldige at få vores ønske opfyldt. Hytten er nu bygget færdig og den kommer vi til at bruge til mange formål, skriver børneuniverset og nævner: Visuelt udviklende læringsrum, kreativt uderum, spisning samt læ for sol, regn og vind.
I dag, mandag, blev hytten indviet – børn og voksne fejrede åbningen med en tale, pølser og hygge. Alle børn har glædet sig til, at snoren kunne klippes over.
Der var plads til Mariehøns, Brumbasser, Havørne og deres voksne i hytten, så det var helt perfekt.
Nu glæder de alle sig til at dekorere den med fine billeder og tage den i brug. De vil gerne have sat et par skabe ind, så de nemt kan komme til kridt, loops, spil, farver og andet som de kan sysle med.
Vi glæder os meget over, at vi nu har fået et sted under tag, hvor vi kan lege og være ude, både i sol, sne og regn, skriver Fynshav Børneunivers og både børn og voksne siger tak til Sønderborg Kommune.

