Lokalhistorisk Arkiv Sønderborg skriver:
Nu, hvor flyvning har nået en så vældig og hurtig udvikling, fortjener det at blive fastholdt for eftertiden, at den tyske marines første flyvemaskine blev bygget i Sønderborg.Det er der kun få, der ved. Selv inden for marinen er denne kendsgerning ikke almindelig kendt.
I året 1908 forulykkede den i Sønderborg stationerede ’Oberleutnant zur See’, Fritche, med sin bil, da han med fuld fart måtte foretage en opbremsning og undvigemanøvre for en pludselig opdukkende passant.
Fritzche var en af de første i Tyskland, der interesserede sig for konstruktion af flyvemaskiner. I hans efterladte bo fandtes et af ham planlagt og påbegyndt aeroplan, endækker, hvis færdiggørelse bygmesterens død satte en stopper for. På foranledning af den afdødes broder og for hans regning påtog en ven af Fritzche, ’Obermarine Ingenieur’ Loew fra artilleri-krydseren Danzig, sig at færdiggøre værket.
Som følge af hans udholdenhed lykkedes det at konstruere en maskine, der opfyldte de flyvetekniske krav.
Firma Rumpler var med i arbejdet. Derfor fremstod maskinen som en Fritzche/Rumpler Eindecker.
Det tog tid
Med stort besvær fik Loew bragt flyets enkelte dele til Sønderborg. Eksercerpladsen ved Sønderskoven blev fundet egnet som flyveplads. Der blev indrettet en hangar, og nu begyndte monteringen af maskinen under stor interesse og med hjælp fra marinebesætningen.
Foretagendet rygtedes naturligvis snart, og hele Sønderborg valfartede om søndagen ud på marken for med egne øjne at se noget af kæmpefuglen. Men det varede længe, inden publikum kunne blive tilfredsstillet.
Vanskeligheder med monteringen forårsagede stort tidsforbrug, og faguddannet personale var ikke for hånden. Loew var nødt til selv, sammen med enkelte folk fra hans eget maskinpersonale, at udføre arbejdet. På den måde sinkedes den første start mere og mere.
Flyet kom i luften
Endelig var arbejdet tilendebragt. Den 13. juni 1911 om eftermiddagen indtrådte der vindstille. Flyvemaskinen blev hentet ud af hangaren og gjort klar til start. Motoren, hvis larm kunne høres i Nystaden, startede, og Loew gav kommandoen klar.
Maskinen rullede frem og hævede sig efter ca. 60 m fra jorden. Loew foretog et venstresving omkring eksercerpladsen, 100 m oppe et højresving, satte kursen sydvest mod skydebanen, fløj langs stranden, over gasværket mod Sønderborg parallelt med Kongevej til kasernen, den daværende marinestation, vendte tilbage til eksercerpladsen og landede her let efter ca. 15 minutters flyvning.
Den følelse af fare for flyveren, man måtte have haft, forsvandt og gav plads for en erkendelse af, at flyvemaskinen var jævnbyrdig med sit modstykke i det våde element – sejlskibet og motorbåden – og at den sikkert i en ikke fjern fremtid var bestemt til at yde menneskeheden store tjenester.
Alt gik godt
Fra alle sider blev Loew lykønsket: Han havde godtgjort, at han mestrede sit fly.
Den anden flyvning fandt sted en af de næste dage. Den varede omkring 36 minutter og foregik i en højde af omkring 200 m over Augustenborg, Dybbøl og Broager.
Den tredje flyvning var fastsat til den 16. juni. Der foregik en sand folkevandring mod eksercerpladsen – alle ville ved selvsyn overbevises af det flyvende monstrum. Starten lykkedes fint. Loew fløj først i en højde af 100 m op mod vinden. Så foretog han en vending og gled ud mod reden. Det var et herligt syn at se, hvor den hvide kæmpefugl stolt og majestætisk bredte sine vinger og kredsede tættere og tættere omkring artilleriskibene, der lå på reden.
Belyst af den nedgående sol svævede den mod den blege himmel for de beskuende øjne, snart mindre, snart større. En triumf for hvad menneskeånd kan udfinde og hvad man menneskehånd formår at bygge!
Dybt i sydvest tegnede sig en mørk skybanke, og mod øst – bag skoven – tryllede solen, som om den – giveren af lys og liv på denne usle jord – ville velsigne det hele med en regnbue over sø og land.
På langtur til Kiel
Søndag den 18. juni fandt så den for den tid endnu vovelige flyvetur over havet til Kiel sted. Kaptajnløjtnant Busch ledsagede Loew som passager. Turen foregik i en højde af 400-500 m over Østersøen. Fra Sønderborg ad ruten mellem kysten på Kegnæs og fyrskibet Kalkgrund over Sliens munding til Bulk. Loew holdt sig i en afstand af omkring 1,5 km fra kysten og måtte gennem svære regnbyger, der skjulte Kiel i en tæt dis.
Først ved Bülk blev byen synlig. Hastigheden beløb sig til omkring 90 km i timen. Ved 20.30 tiden landede Loew på flyvepladsen i Kiel, hvor den første flyvemaskineudstilling,med tilsluttende kapflyvninger mellem tyske flyvere, der udelukkende hørte til private firmaer, fandt sted. Med en søvej på 68 km havde Loew opnået en rekord for flyvning over åbent hav og modtog en ærespris.
I øvrigt deltog han kun privat i opvisnings- og kapflyvninger.
Desværre blev maskinen så svært beskadiget, da han måtte nødlande under tilbageturen til Sønderborg, at det ikke var muligt at reparere maskinen. Hvad der senere er blevet af Loew står hen i det uvisse. Men så vidt vides, har han fungeret videre som marineflyver.
Hans fortjeneste som første marineflyver og den dermed forbundne anerkendelse og ære vil til alle tider forblive hans.
Kilde: Bogen ’Die Perle der Nordmark af admiral a. D. Hermann Jacobsen – på dansk ved Peter L. Jacobsen
Revideret af Benjamin Hansen 2025



