Socialdemokratiet i Sønderborg havde set frem til at præsentere en markant kvindelig hovedtaler ved grundlovsmødet i Broagerparken den 5. juni klokken 14:00 – 16:00.
Trods afbud fra næstformanden for Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose, der med kort varsel er indkaldt til uopsættelige politiske møder, er det fortsat muligt at leve op til forventningerne, skriver partiet.
For med kort varsel har Danmarks generalkonsul til Flensborg, Annette Lind, givet tilsagn om, at træde til som hovedtaler.
”Vi er meget glade for, at generalkonsulen, med meget kort varsel, har sagt ja til at holde grundlovstale i Broager. Vi håber at kunne byde næstformand for Europa-Parlamentet Christel Schaldemose velkommen til et andet arrangement og har stor forståelse for, at der op til et dansk formandskab for EU kan opstå ændringer med kort varsel”, siger Benny Engelbrecht, der udover at være folketingsmedlem også er konferencier i forbindelse med grundslovfejringen.
Udover generalkonsul Annette Lind, vil der også være tale ved borgmester Erik Lauritzen og underholdning i form af fællessang, som Benny Engelbrecht og pianisten Steffan Grarup står for.
Arrangementet finder sted i Broager Bypark torsdag fra klokken 14:00 til 16:00.


