Gråsten Ro- og Kajakklub holder et 24-timers ro-maraton

Gråsten Ro- og Kajakklub holder et 24-timers ro-maraton
Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Den 26.–27. juni danner Gråsten rammen om et helt særligt arrangement, når Gråsten Ro- og Kajakklub holder et 24-timers ro-maraton. I løbet af ét døgn sætter klubbens medlemmer årer og pagajer i vandet med ét mål: At tilbagelægge så mange kilometer som muligt.

Det handler om fællesskab, viljestyrke og om at skabe en oplevelse ud over det sædvanlige. Arrangementet har også et andet vigtigt formål: Klubben har brug for opbakning fra det lokale erhvervsliv, så klubhuset på Emmas Have kan blive renoveret.

Klubbens medlemmer udfordres på nye måder, blandt andet ved også at ro på tidspunkter af døgnet, hvor de normalt ikke er på vandet og skabe en helt særlig oplevelse på vandet, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Struktureret indsats igennem et døgn Roningen organiseres i en fast struktur igennem alle 24 timer. Der bliver roet i hold af én times varighed, henholdsvis er 2-3 kajakker på vandet i en time, derefter en to-åres inrigger med styrmand, og så fremdeles igennem hele døgnet. De tilbagelagte kilometer registreres via GPS.

Under gode forhold forventer klubben at nå mellem 440 og 470 kilometer. Skulle vejret drille, suppleres der med ergometerroning indendørs, hvor kilometerne tæller med i det samlede resultat.

Lokalt samarbejde driver kilometerne Klubben arbejder målrettet på at indgå aftaler med lokale virksomheder, der ønsker at støtte med et beløb pr. roet kilometer. Jo stærkere opbakning fra erhvervslivet, desto større motivation – og desto flere kilometer på vandet. Virksomheder og andre interesserede, der gerne vil støtte op om ro-maratonet, kan læse mere på klubbens hjemmeside.

Alle er velkomne til at kigge forbi Maratonen slutter lørdag den 27. juni kl. 16.00. Alle er velkomne i klubhuset i løbet af lørdagen. hvor man kan høre mere om rosporten, klublivet og et af Danmarks smukkeste farvande til roning.

Læs også...  Boksere fik medaljer med hjem

GÅET GLIP AF .. ?