Grafiker Anne Marie Ploug udstiller på Augustiana

Grafiker Anne Marie Ploug udstiller på Augustiana
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Augustiana Kunsthal præsenterer soloudstillingen Unattended med grafiker Anne Marie Ploug – en af dansk grafiks mest markante og nyskabende stemmer. Med et eksperimenterende og legende greb udfordrer Ploug grafikkens grænser og inviterer publikum ind i en billedverden, hvor det oversete, skrøbelige og seje får ny opmærksomhed.

Det er fernisering lørdag den 16. maj fra klokken 14.

Anne Marie Ploug er kendt for sin kompromisløse tilgang til grafikken. Hun mestrer en lang række teknikker – og blander dem frit i sit arbejde. Hos Ploug er regler til for at blive brudt, og nogle gange er det ikke det færdige tryk, men selve kobberpladen, der bliver værket.

”Grafik er mit sprog, men også mit frirum. Jeg interesserer mig for det, der opstår, når man slipper kontrollen og lader materialet tale med”, siger billedkunstner Anne Marie Ploug i en pressemeddelelse.

Udstillingens billedverden kredser om planter og vækster som metaforer for livets modsætninger: det sarte og det stærke, det sårbare og det modstandsdygtige. Ploug retter blikket mod det, der lever i skyggen – det forladte, det oversete og det, ingen umiddelbart lægger mærke til. Unattended er en invitation til at sænke tempoet og lade blikket glide ud i periferien, hvor livet folder sig ud, når man giver det opmærksomhed.

”Anne Marie Ploug arbejder konsekvent med grafikken som en undersøgende og rumlig praksis. Hendes værker insisterer på, at det, vi ofte overser, rummer både styrke og modstand. Unattended passer præcist ind i Augustianas historiske rammer, hvor fortællinger om liv i udkanten – både geografisk og socialt – stadig kan mærkes og er aktuelle”, siger Katrine Møller Madsen, som er kunstfaglig leder på Augustiana Kunsthal.

I udstillingen bevæger Ploug sig ind i historien om Augustianas første beboer, prinsesse Louise, der levede et stille, men intellektuelt rigt liv i Augustenborg, langt fra hovedstaden. Prinsessen var fysisk misdannet af vækst og blev derfor anset som uegnet til ægteskab, men hun var belæst og dybt engageret i blandt andet astronomi og teologi. Med afsæt i denne fortælling undersøger Ploug, hvordan liv i skyggen kan rumme både skrøbelighed og styrke – og hvordan vores forestillinger om det marginale kan nuanceres.

Udstillingen åbner 16. maj kl. 14 med taler, solskin og bobler.

Bemærk: Allerede kl. 13 er der fernisering i det røde palæ på Gløden indefra – Samtidskunst for unge. En udstilling med unge sønderjyske talenters kunst fra projektet Made in Sønderjylland.

Alle er hjerteligt velkomne til begge ferniseringer.

Læs også...  Gå ikke glip af One Night Of Adele

GÅET GLIP AF .. ?