Sønderborg Kommune har fået en henvendelse fra en privat ejendomsudvikler, som ønsker at bygge et boligområde ved Ulkebøldam.
Projektområdet ligger i tilknytning til den bevaringsværdige ejendom Ulkebøldam 9, som ejes af udvikler. Ejendommen ønskes indlemmet i planlægningen, med henblik på at istandsætte og omdanne den til fællesfaciliteter for de nye boliger eller alternativt til hotel- og vandrehjemslignende værelsesudlejning.
Forvaltningen vurderer, at det ansøgte projekt kræver en ny lokalplan og forleden gav politikerne i Udvalget for Byudvikling, Landdistrikter og Infrastruktur grønt lys til, at forvaltningen kan gå i gang med opgaven.
”Vi mangler boliger i Sønderborg, og selv om vi ikke skal fylde alle huller for enhver pris, er vi med på, at der i første omgang laves et lokalplansforslag, vel vidende at der kan være udfordringer omkring trafikstøj, trafikafvikling, landskabsmæssige værdier med mere”, siger udvalgsmedlem Tage Petersen fra Venstre til Nært & Nyt.
”Derudover skal der jo også tages hensyn til vores ønske til staten om at gøre omfartsvejen 4-sporet – senest når eller hvis Als-Fyn-broen kommer”.



