I dag, torsdag, tager byrådspolitikerne til budgetseminar og det er optakten til budgetforhandlingerne. Borgmester Erik Lauritzen har tidligere sagt, at der ikke er penge til de store udsving.
“Vores økonomi er ganske god og derfor får vi ikke ekstra penge fra de ekstra puljer”, siger borgmesteren til Nært & Nyt. Altså går det bedre i Sønderborg Kommune end i adskillige andre kommuner, hvor der skal spares rigtigt mange penge.
“Vi har styr på driften og penge i kassen og kan også bruge lidt ekstra på nogle af de udfordringer, som vi står med, men der er ikke plads til de store armbevægelser og jeg håber på nogle forhandlinger, hvor vi alle kører ligeud”, siger han og tilføjer, at hans indtryk er, at alle i Byrådet ved, hvordan økonomien ser ud.
“Det gode er, vi ikke skal i gang med at skære ned”.

