Håndbold: TV2 Sport sender Sønderjyskes kamp mod Kolding

Håndbold: TV2 Sport sender Sønderjyskes kamp mod Kolding
Håndboldspillerne skal hente point i Kolding. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Der er ikke meget tid til at dvæle ved søndagens kamp mod GOG. Allerede i aften skal Sønderjyske Herrehåndbold igen i aktion i Bambuni Herreligaen, når den korte tur går til Kolding og et spændende lokalopgør mod oprykkerne fra KIF Kolding.

Kl. 20.00 fløjtes der op i AL Sydbank Arena, hvor de lyseblå skal forsøge at rejse sig efter nederlaget til GOG og jagte to nye point.

God start – men GOG trak fra

Sønderjyske kom godt fra land søndag eftermiddag mod GOG. De lyseblå var foran både 6-3 og 8-5 i første halvleg, inden fynboerne arbejdede sig tilbage og gik til pause foran 13-12.

Efter pausen satte GOG tempoet op og fik skabt afstand. Sønderjyske kæmpede sig undervejs tilbage på 19-21, men gæsterne svarede igen og endte med at tage sejren på 35-29. Viktor Bergholt og Rasmus Madsen blev Sønderjyskes mest scorende med seks mål hver.

Dermed blev det ikke til point efter den stærke sejr i Holstebro, og onsdag venter muligheden for hurtigt at slå tilbage.

KIF jagter også et svar

Også KIF Kolding kommer ind til onsdagens opgør med et nederlag i bagagen. Søndag var Anders Eggerts mandskab på besøg hos Skanderborg AGF, hvor KIF leverede en stærk første halvleg og gik til pause foran 14-13. Efter pausen ændrede kampen karakter, og hjemmeholdet trak fra til en sejr på 32-26.

KIF har allerede vist flere gode takter fra sæsonstart, og koldingenserne råder over en trup med mange forskellige kvaliteter. Kristoffer Vestergaard og Cornelius Kragh giver masser af skudkraft fra distancen, mens svenske Viktor Ahlstrand er en vigtig strateg i bagkæden. Samtidig byder truppen på spændende unge kræfter som Hjalte Langmack og Mads Hoé Jørgensen.

Der venter dermed de lyseblå en modstander med både bredde og individuel kvalitet – og tophold, der begge går på banen med et klart ønske om at slå tilbage efter søndagens nederlag.

Vi skal komme med spillelyst og en fed udstråling

For cheftræner Kasper Søndergaard ændrer nederlaget til GOG ikke på tilgangen. Sønderjyske skal fortsætte med at bygge på sit fundament, men særligt kontrafasen er et område, hvor cheftræneren gerne vil se endnu mere.

”Vi går ind til kampen mod Kolding på samme måde som til de foregående kampe. Vi skal komme med masser af spillelyst og en fed udstråling. Samtidig skal vi fortsætte arbejdet med vores kontrafase, så vi får endnu mere ud af det gode forsvarsspil, vi leverer. Det kræver mange kræfter at stå så godt defensivt, og derfor skal vi også blive bedre til at belønne os selv med nogle flere nemme mål den anden vej”, siger Kasper Søndergaard.

Cheftræneren har samtidig stor respekt for det KIF-mandskab, der venter på den anden side af midterlinjen.

”Kolding bliver endnu en stor opgave. Anders Eggert spiller med stor bredde og har nogle rigtig spændende typer på holdet. De har gode skytter i Kristoffer Vestergaard og Cornelius Kragh, en dygtig strateg i Viktor Ahlstrand og nogle spændende unge spillere som Hjalte Langmack og Mads Hoé Jørgensen. Der er mange ting, vi skal være klar på, så det kræver igen, at vi er parate og koncentrerede gennem hele kampen”.

Onsdag venter således endnu en spændende udfordring for de lyseblå, hvor målet er at tage de gode perioder fra sæsonens første kampe med sig og få omsat det stærke forsvarsarbejde til endnu mere den anden vej.

Hvis du ikke tager den korte tur til Kolding for at støtte drengene fra lægterne, kan kampen ses på TV2 Sport og som altid også via vores Instagram-profil eller i Tophåndbolds app.

Læs også...  Endelig en sejr til Sønderjyskes håndboldherrer

GÅET GLIP AF .. ?