Hanna Spilling har et krævende chefjob

Hanna Spilling har et krævende chefjob
Hanna Spilling følger mange forvaltningssager tæt. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

En af de omfattende poster i Sønderborg Kommune er chefposten for Plan og Myndighed. Den kræver, at man har overblik og den stilling har Hanna Spilling. Hun har travlt og det er godt, fordi det er et tegn på, at der sker meget i Sønderborg Kommune.

” Det er virkelyst og skaber trang og noget af det som gør det spændende at være i Plan og Myndighed er at få lov til at være med i planlægning og udvikling af kommunen. Hver gang der skal bygges eller anlægges noget kræver det mindst en tilladelse fra Plan og Myndighed”, siger Hanna Spilling til Nært & Nyt og hun fortsætter:

“Jeg har fire afdelinger under mig og det er tæt på 90 medarbejdere. Heldigvis har jeg også gode afdelingsledere, der løbende klæder mig på, så jeg kan sikre, der hele tiden er fremdrift”.

Hun fortæller også, at de alle skal følge politikernes målsætninger – eksempelvis om 2.500 nye boliger inden 2030.

Opgaverne i Plan og Myndighed er store som små og dækker over mange fagområder og love. Hanna fortæller at der bla. er omkring 1000 byggesager til private om året, der er sager om tilladelser til landbruget.

”Vi laver også Miljø- og VVM-vurderinger og har en stor opgave i at belyse et byggeprojekt udfra mange forskellige hensyn og interesser. Vi har også skadedyrsbekæmpelse, affald, BBR-register og meget andet “.

Planafdelingen

I Planafdelingen er der også travlt og her ligger mange af de tidskrævende opgaver.

“Det handler blandt andet om fredninger, byudvikling, lokalplaner, kystbeskyttelse og klimasikring. Generelt er der hele tiden lovgivning, som vi skal tjekke. Ny lovgivning skal implementeres og følges, så det er vigtigt med medarbejdere, der kan navigere i lovene”, siger Hanna Spilling.

“Vi følger også med i klagenævnsafgørelser, fordi de sætter en retning, som vi skal styre efter”.

Hanna Spilling har også ansvaret for Vand og Natur, der blandt andet holder øje med vores vandløb, håndterer spildevand, tager sig af jordforureninger og sørger for, at naturbeskyttelseslovgivningen bliver fulgt.

I Plan og Myndighed er også en del af kommunens store projekter forankret og Hanna Spillings folk arbejder ihærdigt med fremdrift og realisering af dem alle.

“Opgaver med Den Grønne Trepart har fyldt i år og vil fylde de kommende år, når omlægning skal blive til konkrete projekter som skal realiseres og hendes medarbejdere var også inde over Nordborg Resort – som i en periode var landets næststørste anlægsplads”, siger Hanna Spilling og tilføjer, at forvaltningen ikke løber tør for opgaver.

“Vi er i gang med Hertugernes Augustenborg, som er en stor opgave og der kommer opgaver med VE-anlæg. Der venter mange større projekter og også mange byggerier”.

Hanna Spilling, der er uddannet arkitekt, har arbejdet i Sønderborg Kommune i omkring 11 år.

“Jeg startede i 2014 i en projektansættelse i Planafdelingen og har haft forskellige stillinger frem til 2019, hvor jeg blev afdelingsleder. I februar 2024 blev jeg chef for Plan og Myndighed”.

Læs også...  Erfarent team åbner Café Klaptræet

GÅET GLIP AF .. ?