Fredag aften blev Sønderborg Havnekaj forvandlet til et sprudlende centrum for liv, kultur og bevægelse, da årets Kultur- og Idrætsnat løb af stablen. Arrangementet tiltrak tusindvis af borgere, turister, foreninger og andre interesserede sjæle i alle aldre, som fik mulighed for at opleve et væld af aktiviteter, musikalske indslag, natløb og smagsprøver på områdets rige kulturliv.
Det skriver styregruppen bag Kulturnatten.
Arrangementet blev gennemført i tæt samarbejde med en lang række lokale aktører og ikke mindst engagerede frivillige, som var med til at skabe rammerne for en stemningsfuld og inkluderende aften.
“Det var fantastisk at se, hvordan byen levede på havnekajen i aften. Kultur- og Idrætsnatten er et bevis på, hvad vi kan skabe sammen – for og med hinanden”, siger Rune Dohrmann, formand for Kultur- og Idrætsnatten.
Programmet bød blandt andet på optrædener fra lokale kunstnere, workshops, idrætsaktiviteter og mulighed for at møde foreninger fra hele kommunen. Der var noget for både store og små, og det gode sensommervejr bidrog til den festlige stemning.
Samarbejdet med frivillige foreninger og ildsjæle har været en bærende kraft bag arrangementets succes, og arrangørerne sender en særlig tak til alle, der har bidraget før, under og efter eventen.


