Herlig stemning på Byggefestivalen

Herlig stemning på Byggefestivalen
Der arbejdes lystigt på Byggefestivalen. Foto · af: Bo Bach

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Der er en herlig stemning på den bæredygtige byggefestival på Kær, hvor børn og voksne har har forrygende travlt med at bygge alt muligt forskelligt – og kniber det med at få tingene til at være, som der blev drømt om, så er der hjælp at hente. Enten fra andre festivaldeltagere eller fra professionelle håndværkere.

“Det går skidegodt i en rigtig god stemning. Der bliver bygget rigtigt meget og børnene er også i gang – og festivalen er meget mere end byggearbejde. Der er skovbad, yoga og mindfulness i skoven – og hertil kommer små daglige kurser i at bruge forskelligt værktøj eller oplæg om at bygge et tinyhouse eller lave den slags fakler, man kan lave ildshow med”, siger Jørgen Krogh, som er ansat i Sønderborg Kommune.

“Og så har vi affaldssortering – og der er kun et enkelt område, hvor man kan komme af med sit affald. På den måde viser vi, hvor meget affald en festival genererer”, siger han til Nært & Nyt.

Der er også madboder med gode og sunde bæredygtige madvarer på menukortet og der er en bar med et væld af økologiske drikkevarer.

“Og de borde og bænke, der står ved baren, dem har festivalgæsterne lavet og det viser, at her alle en del af det hele og tager ejerskab”, siger barchefen.

Der er også et lille pop-up-bibliotek på pladsen.

“Her er der bøger om håndværk, biodiversitet og andet relevant – og der er selvfølgelig også bøger til børn”, siger stadsbibliotekar  Karsten Dalgas til Nært & Nyt.

På Byggefestivalen er det arbejdstid indtil sidst på eftermiddagen – og om aftenen står den på hygge og underholdning.

Byggefestivalen handler om byggeri, kreativitet og fællesskab – og dermed mindre om øl og musik. Her finder du genbrugsmaterialer, professionelt værktøj og vejledning til at komme fra idé til et færdigt byggeprojekt. Det, du bygger, kan du gratis tage med hjem som et evigt minde. Målet er at give alle mulighed for at skabe og bygge, imens der skrues helt op for hygge!

Det er foreningen Byggefestival Skaberkraft, der står for Byggefestivalen på Kær Vestermark.

 

Læs også...  Karrusellen ændrer åbningstider – der mangler frivillige   

GÅET GLIP AF .. ?