I november sidste år åbnede Hørup Ungdoms- og Idrætsforening et nyt fitnesscenter. Det er blevet en stor succes med, indtil nu, ca. 250 brugere.
Nu kommer foreningen så med yderligere et tiltag; Senior Fitness.
Fremover vil der indledningsvis være mulighed for fællestræning for seniorer hver mandag mellem kl. 10:00 og 12:00, skriver HUI.
Under fællestræningen vil der oftest være en instruktør til stede. I øjeblikket er der to instruktører, men flere er under uddannelse. Herudover kan seniorerne bruge centret lige så tit de vil.
Under fællestræningen vil der være mulighed for hjælp til indmelding, oprettelse, kontingentbetaling m.m. Kontingentet er p.t. 175,- kr. månedligt.
Efter træningen er der lejlighed til socialt samvær i cafeteriets lokaler. Motionisterne skal blot selv medbringe kaffe, te, madpakke eller hvad de har lyst til.
Første fællestræning er mandag den 23. februar.


