Onsdag aften var de 35 unge mennesker, som er med på Unge på Toppen på Dybbøl Banke og det samme var en lang række motionsryttere. Blandt andre fra Cykelnerven, Team Rynkeby, Sønderborg Cykleklub og cykelklubber fra Gråsten, Aabenraa og Rødekro.
“Dennis Ritter og Christian Moberg er her også og de fortælle lidt og efter det er der plads til at stille dem spørgmål”, sagde Unge på Toppen-leder Thomas Sonne-Schmidt til Nært & Nyt.
De unge, der inden længe skal cykle op på toppen af Alpes d’Huez, er alle i praktik i en virksomhed og virksomhederne var også på Dybbøl Banke. Der var også en udstilling med Ridley-cykler og med cykelcomputere og energiprodukter. Måske vigtigst af alt, så var der en bod med gratis sodavand og grillpølser.
“Vi er her, fordi vi gerne vil give vores unge en lille oplevelse, inden de skal afsted på den lange tur”, sagde Thomas Sonne-Schmidt og tilføjede, det er 10. gang Unge på Toppen skal ned til Alpes d’Huez og op ad det.
Dennis Ritter og Christian Moberg har kørt Alpes d’Huez flere gange.
“Det er et skrapt bjerg og en stor oplevelse. Men med det, som i allerede har præsteret, så kan I være stole allerede nu”, sagde Dennis Ritter til de unge.
Og et spørgsmål til de to TV2-kommentatorer var: Vinder Vingegaard Giroen og Touren?
Christian Moberg mener, at han vinder begge.
“På fredag tager han de afgørende minutter, der sikrer ham Giro-sejren”.
Dennis Ritter er knap så beskeden.
“Vingegaard vinder med 40 minutter og op til en time. Konkurrenterne meldte jo fra på stribe, da de hørte, han skulle køre Giroen”, sagde han.
Begge var enige om, at vinder han Giroen, så kommer han i fornemt selskab i historiebøgerne.
“Indtil nu er der kun syv, der har vundet alle tre Grand Tours – Giroen, Vueltaen og Touren – og vinder Vingegaard i Italien, så bliver han nummer otte”.
Rytterne på Unge på Toppen-holdet har godt et par uger til at finpudse formen. Den 31. maj samles en del af dem på Rådhustorvet i Sønderborg og når de sætter sig på sadlerne, så skal de træde sig frem til Alpes d’Huez og hele vejen op ad stigningen.
Alpes d’Huez er 13,8 km lang med en gennemsnitlig stigning på 8,1 procent og stigningen er kendt for sine 21 hårnålesving.


