Hvert år arrangerer Sønderborg Yacht Club en sejlads, Oxbridge, for uddannelsesinstitutionerne og den foregår i Alssund ud for Alsion-bygningen. Alssund-gymnasiet stillede med to hold, Det Blå Gymnasium kom ligeledes med to hold og det gjorde Oure Idrætshøjskole også. Statsskolen havde tre hold med og Idrætshøjskolen i Sønderborg kom med hele fem hold.
“Den lokale idrætshøjskole har en sejlerlinje og på Oure har de en kapsejladslinje”, sagde stævnespeaker Thomas Bjørn Lüthi til Nært & Nyt. Men på et tidspunkt så det ud til, at Statsskolen og AGS ville vinde.
Det ændrede sig og finalematchen kom til at stå mellem idrætshøjskolen og Det Blå Gymnasium.
“Og her skal man notere sig, at holdet fra Det Blå Gymnasium aldrig har siddet i en sejlbåd”, sagde stævnespeakeren.
Stævnet var både spændende og underholdene for dem, der kiggede på. Kastevinde krydrede oplevelsen og der blev set vendinger, der ikke før er set.
De uerfarne elever fra Det Blå Gymnasies hold 2 fik en andenplads og sejren gik til idrætshøjskolens hold 1 og der var tæt løb mellem de øvrige hold.


