Hvordan bliver du mere synlig som iværksætter er omdrejningspunktet, når Domicilet på Ellegaardvej lægger hus til et formiddagsarrangement med både fagligt input og lokal iværksætterinspiration.
Torsdag den 21. august inviteres iværksættere til en formiddag med netværk, SEO-inspiration og lanceringen af StartupTalk Sønderborg – den nye lokale podcast om iværksætteri.
Fra kl. 9 til 10 bydes deltagerne på rundstykker, netværk og en introduktion til den nye podcast StartupTalk Sønderborg, der stiller skarpt på iværksætteri i lokalområdet.
StartUpTalk Sønderborg formidler erfaringer, udfordringer og gode råd fra lokale iværksættere, eksperter og ildsjæle – og har fokus på at inspirere flere til at starte og udvikle egen irksomhed.
Det bliver også premieren på LIVE-podcast, hvor der vil være live-transmission over Sønderborg Vækstråds forskellige SoMe-kanaler. Det betyder, at selvom man ikke har mulighed for at deltage fysisk til vores launchparty, så kan udsendelsen stadig følges.
Der vil være gæster i studiet, herunder en række iværksættere, der har deltaget i podcasten.
“StartupTalk Sønderborg er skabt for at give en stemme til de mange lokale, der arbejder med at skabe noget nyt – og for at gøre iværksætterrejsen mere synlig og tilgængelig for andre”, siger Kim Kugel Sørensen fra Sønderborg Vækstråd i en pressemeddelelse.
Podcast-lanceringen markerer også optakten til i·DAG – Sønderborg StartUp Festival, som i år holdes den 24. september. Netop til sidste års i·DAG blev i·STUDIO på Domicilet indviet– og er siden blevet en del af de faciliteter, iværksættere kan benytte, hvis de ønsker at producere deres egen podcast eller andet formidlingsmateriale.
SEO – kom foran på Google
Efter introduktionen til podcasten følger et to-timers oplæg om SEO fra kl. 10 til 12, i samarbejde med Iværksætterdanmark. Her får deltagerne konkrete værktøjer til at styrke deres synlighed på Google – uden nødvendigvis at bruge penge på annoncering.
Oplægget giver blandt andet svar på:
Hvordan SEO fungerer – og hvorfor det er vigtigt
Hvad du selv kan ændre på din hjemmeside
Hvilke gratis værktøjer og ressourcer du kan bruge
Hvordan du arbejder strategisk med synlighed over tid
Arrangementet er første skridt i optakten til i·DAG – Sønderborg StartUp Festival, som igen i år samler iværksættere, virksomheder og studerende til en eftermiddag med fokus på ideer, netværk og inspiration. Podcasten StartupTalk Sønderborg bliver et fast element i kommunikationen fremadrettet til og om iværksættere – og kan allerede nu findes på alle gængse platforme.
Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig – og det kan du gøre ved at klikke her på Event Bizz Sønderborg.


