Mandag eftermiddag stoppede politiet en traktor i Ulkebøl, der kørte med en påhængsvogn, hvorpå der var 27 halmballer, som ikke var surret fast , skriver politiet.
”Reglerne, om at man skal surre halmballer fast, skal sikre, at de bliver på vognen og ikke falde af og ramme andre trafikanter. Halmballer kan være meget tunge, og det kan derfor have store konsekvenser, hvis det går galt” siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen, som er leder for færdsels- og hundeafdelingen hos Syd- & Sønderjyllands Politi.
Det viste sig samtidig, at påhængsvognen havde fire nedslidte dæk, og derudover var bremserne ikke tilsluttet til traktoren. Endelig var lyset bag på påhængsvognen defekt, ligesom der manglede afmærkning, der fortalte, at der var tale om langsomkørende køretøj.
”Lige nu kører mange landbrugskøretøjer på vejene og heldigvis har langt de fleste styr på sikkerheden. Men traktoren, vi stoppede i mandags, viser også, at der er undtagelser og dem er vi på vejene for at standse”, siger Jan Lambertsen.
På grund af de alvorlige mangler måtte hverken traktoren eller påhængsvognen køre derfra.

