Kom til Spejderdag i Ulkebøl

Kom til Spejderdag i Ulkebøl
Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

En ny undersøgelse fra Det Danske Spejderkorps viser, at mange forældre i dag ikke har et nært forhold til naturen. Derfor får de heller ikke givet udeoplevelser, fællesskabet og de sjove udfordringer videre til deres børn.

Det har Det Danske Spejderkorps sat sig for at gøre noget ved. Derfor afholder spejdergrupper over hele landet Spejderdag den 10. maj 2026 – det gælder også hos UlkebølSpejderne i Sønderborg.

Undersøgelsen viser blandt andet mange forældre ikke har tændt bål uden lighter, mange har ikke bygget ly i naturen og der er også mange voksne, farer vild med kort og kompas. Det viser mest af alt, at forældregenerationen i dag ikke har et nært forhold til udeliv og natur. Men alt det og mere til, kan børnene – og forældrene – nu få styr på til spejder, skriver Ulkebølspejderne.

”Til spejder lærer vi alle de gode gamle færdigheder, men vi lærer også mere end at tænde bål og bruge kort og kompas. Friluftslivet er det, der samler os, men det er i endnu højere grad fællesskabet og venskaberne, der holder os sammen. Til spejder bliver børn udfordret på den gode måde. De bygger huler og lærer at samarbejde. De farer vild og lærer at finde vej igen. Og så laver de mad over bål og lærer at de godt kan selv”m siger gruppeleder Lene Falk.

På Spejderdag kan du og din familie besøge UlkebølSpejderne og teste friluftslivet, fællesskabet og de sjove oplevelser af.

”Vi glæder os til at byde børn og voksne velkommen her hos os i UlkebølSpejderne. På Spejderdag skal vi lave bålmad, arbejde med naturen og løse forskellige opgaver ved hjælp af samarbejde og snilde. Vi håber derfor at få en masse nysgerrige og friske børn og voksne på besøg til nogle sjove timer i det fri”, siger Lene Falk.

Vi har spurgt nogle af vores spejdere, hvorfor de er blevet spejder og de siger:

”Dengang jeg var lille, skulle jeg vælge en aktivitet jeg ville gå til. Mine ældre kusiner var spejdere i den anden ende af landet og jeg syntes, at det lød så fedt, så det skulle jeg da også være. Jeg havde hørt, at UlkebølSpejderne skulle være en god gruppe, og det må man sige, at den var, for jeg er her stadig næsten 10 år senere,” siger Alberthe, som er 15 år.

Jonathan, der også er 15 år, siger:

”Jeg blev spejder, fordi jeg havde hørt om fællesskabet. Da jeg startede til spejder, fandt jeg ud af, hvor unikt og godt det fællesskab er”.

Spejder er et fantastisk fællesskab, som vi gerne vil dele med endnu flere. I naturen kan vi være aktive sammen på en anden måde, end vi er til hverdag. Og så er der bare noget helt særligt ved fællesskabet, når man spiser omkring bålet, hygger i teltet eller er på tur i skoven.

UlkebølSpejdernes spejderdag holdes som et åbent hus-arrangement den 10. maj kl. 10:00-13:00 ved Spejderhytten på Damager 14. For at deltage i Spejderdag kan du tilmelde dig og din familie til det lokale arrangement på ulkeboelspejder.dk. Men I er også velkommen uden tilmelding.

Læs også...  Hestenes dag hos Guderup Ringridning

GÅET GLIP AF .. ?