Det er muligt for borgere, virksomheder og medier at søge aktindsigt i sager fra de kommunale forvaltninger – det handler om gennemsigtighed og kommunen skal stå på mål for den måde, som pengene bruges på.
Det fortæller byrådssekretariatets chefjurist, Pernille Svindt Lentfer til Nært og Nyt.
“Når borgere søger aktindsigt – og det kan der være gode grunde til – så er det tit i sager, der handler om dem selv eller deres børn, altså social- og børnesager – og så er der Jobcentersager. Det sker også i byggesager”, siger chefjuristen.
“Der er sket en stigning i antallet af aktindsigter fra lokale medier”, siger hun og tilføjer, der også er journalister, som blot kontakter forvaltningerne og får svar på det, de vil spørge om.
De lokale medier har eksempelvis været interesseret i at få aktindsigt i Tour de France.
“Og nu, hvor vi er tæt på kommunalvalget kommer der flere anmodninger om aktindsigt”, siger hun.
Når der kommer et ønske om aktindsigt ind via mailadressen til aktindsigt, så bliver der oprettet en sag.
“Og den bliver sendt til den – eller de – relevante afdelinger – og så samles oplysninger. De skal læses grundigt igennem, så personlige oplysninger kan blive pillet ud. Herefter bliver sagen sendt til den person, som bad om aktindsigt”, siger Pernille Svindt Lentfer.
Chefjuristen er ikke i tvivl om, at aktindsigter er dyre for kommunen, fordi de lægger beslag på medarbejdere i både halve og hele dage.
“Men jeg har ikke et tal på, hvor mange penge det løber op i, fordi der kommer aktindsigtsager ind via aktindsigt-mailen og og der søges også aktindsigter direkte i forvaltningerne”.



