Kommunen investerer i bedre rammer til de yngste

Kommunen investerer i bedre rammer til de yngste
Lysabild Børneunivers. Foto · af: Sønderborg Kommune

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Otte daginstitutioner får bedre inde- og uderum, der spænder fra akustikforbedringer og udvikling af læringsmiljøer til naturhuse og liggeskure. Alle projekter er rettet mod at styrke børns trivsel, leg og læring.

”Vi er glade for at kunne støtte op om dagtilbuddenes ønsker til forbedringer, der skaber inspirerende og funktionelle læringsmiljøer for børnene. Det er vigtigt, at vores fysiske rammer understøtter den pædagogiske praksis og børnenes udvikling”, siger Børne- og Uddannelsesudvalgs formand, Jesper Smaling, i en pressemeddelelse.

Projekterne sættes løbende i gang og der er allerede stor opbakning fra både forældrebestyrelser og medarbejdere i de involverede daginstitutioner.

”Det er tydeligt, at daginstitutionerne har tænkt både bæredygtighed og pædagogisk kvalitet ind i deres projekter. Vi ser frem til at følge realiseringen af de mange gode initiativer, som vil gøre en forskel i hverdagen for både børn og medarbejdere”, siger næstformand Jesper Larsen.

Børne- og Uddannelsesudvalget oprettede tidligere på året en anlægspulje på 1,5 millioner til bygningsrenoveringer på dagtilbudsområdet, og det er første gang, udvalget har mulighed for at bruge penge fra puljen.

Lysabild Børneunivers

Ønsker at opdatere indendørs læringsmiljøer med lyddæmpende skillevægge, nye møbler og opbevaringsløsninger. Estimeret anlægsramme: 225.000 kr.

Børnehuset Toften

Vil forbedre uderummet med en hytte, der understøtter mindre grupper og fordybelse. Estimeret anlægsramme: 120.000 kr.

Motorik-børnehuset Rådyrvej

Planlægger et naturhus inspireret af norsk pædagogik, med fokus på naturoplevelser og fordybelse. Estimeret anlægsramme: 245.000 kr.

Tandslet Naturbørnehus

Ønsker et liggeskur for vuggestuebørn for bedre beskyttelse mod vejr og vind. Estimeret anlægsramme: 405.000 kr.

Børnegården Nejs

Vil opføre et bæredygtigt skur med udekøkken og læringsmiljøer, som understøtter deres verdensmålscertificering. Estimeret anlægsramme: 100.000 kr.

Deutsche Kindergärten Sonderburg Kærvej

Planlægger et liggeskur til vuggestuebørn i forbindelse med renovering og indflytning. Estimeret anlægsramme: 500.000 kr.

Naturtilbud Kær Vestermark

Ønsker etablering af toiletforhold i bygningen som en del af det nye naturtilbud. Estimeret anlægsramme: 300.000 kr.

Dybbølsten Børnehave og Vuggestue

Vil optimere fællesrum og grupperum samt forbedre lysmiljøet med akustiklofter og dæmpbar belysning. Estimeret anlægsramme: 315.000 kr.

 

Læs også...  Sjov og Musik søger musikere, frivillige og mange andre

GÅET GLIP AF .. ?