Kommunen sætter deadline for beskyttelse af drikkevandet

Kommunen sætter deadline for beskyttelse af drikkevandet
Foto · af: Sønderborg Kommune

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Sønderborg Kommune har med udgangen af 2025 beskyttet 47 procent af de boringsnære beskyttelsesområder, BNBO, mod erhvervsmæssig brug af pesticider. Miljø- og Ligestillingsministeriets minimumskrav er 90 procent.

Kommunen har i en lang årrække arbejdet for frivillige løsninger og har i november 2025 sendt breve til de berørte lodsejere med en ny frist pr. 1. april. Lykkes det ikke at lave aftaler inden fristen, vil kommunen varsle og efterfølgende udstede påbud, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

”Beskyttelsen af vores drikkevand er en dybt alvorlig sag, og derfor arbejder vi målrettet på at beskytte alle vores boringsnære områder. Sammen med vores lokale Vandsamarbejde er vi nået så langt, vi kunne, med at opnå frivillige aftaler. Når vi går ind i april, krydser vi deadline, og går over til at give påbud, der hvor de frivillige aftaler ikke er på plads. På den måde forventer vi at nå i mål med at beskytte vores boringsnære beskyttelsesområder inden årets udgang”, siger Asger Romme Andersen, der er formand for Natur, Klima og Miljøudvalget.

Ankestyrelsen har nu bedt Sønderborg Kommune om en status på arbejdet med at sikre de boringsnære beskyttelsesområder. Der er skrevet et forslag til et officielt svar, som udvalget skal behandle på sit møde efter påsken, inden det sendes videre til endelig godkendelse i Byrådet.

”Som nyvalgt næstformand er jeg glad for, at vi nu kan tage de sidste nødvendige skridt og sikre de resterende boringsnære beskyttelsesområder – om nødvendigt gennem påbud. Borgerne i Sønderborg Kommune skal kunne have fuld tillid til, at deres drikkevand er rent og sikkert, siger næstformand Susanne Blegvad Posselt.

Afhængigt af antallet af påbud vurderes den samlede proces at kunne tage op til seks måneder.

Læs også...  To Sønderborg-politikere går med i udvalg for Flensborg Fjord

GÅET GLIP AF .. ?