Gråsten Æblefestival skaber hvert efterår stemning, liv og kultur på havnen i Gråsten. Festivalen er blevet en tradition med 11 år i bagagen og der sættes fokus på lokale råvarer og Gråstenæblets historie gennem aktiviteter for børn, ældre og familier som musik, boder og madlavning med æbler i festivalkøkkenet.
”Det er en kæmpe fornøjelse hvert år at se Æblefestivalen skabe liv og gode oplevelser på havnen i Gråsten for både borgere og turister. Med støtten sikrer vi, at festivalen ikke alene fortsætter, men også udvikler sig med nye initiativer inden for gastronomi og sejlads. Sammen med Den Kongelige Køkkenhave vil festivalen bidrage til udviklingen af Gråsten som et attraktivt mål for gastroturisme, siger Daniel Staugaard i en pressemeddelelse. Han er formand for Kultur, Handel og Turismeudvalget.
Udvalget har netop besluttet at give et tilskud på 60.000 kroner til Æblefestivalen, der hvert år tiltrækker omkring 10.000 besøgende. Tilskuddet skal blandt andet bruges til at udvikle festivalens aktiviteter, forbedre markedsføringen og skabe nye publikumsoplevelser. Et af de tiltag, der arbejdes med, er en udvidet version af æblesejladsen. Støtten gives også med henblik på at undersøge, hvordan festivalen kan udfolde sit potentiale i de kommende år.
”Gråsten Æblefestival har vokset sig til en vigtig begivenhed for Gråsten-området, og festivalen har en stor rolle i udviklingen af Gråsten. Festivalen er med til at sætte Gråsten på landkortet og tiltrække besøgende med interesse for både natur, kultur og mad. Med støtten giver vi arrangørerne bedre muligheder for at udvikle sig og tiltrække endnu flere gæster til gavn for hele byen”, siger Jesper Kock, der er næstformand for udvalget.



