Kongen og Dronningen tager igen i år sommerophold på Gråsten Slot. I den forbindelse vil der ske en modtagelse af Kongeparret på Torvet i Gråsten.
Hvis vejret tillader det, vil Kongeparret efter modtagelsen – lige som sidste år – gå fra Torvet til Gråsten Slot via Slotsgade.
At Kongeparret bliver modtaget på samme måde som i 2024, glæder borgmester Erik Lauritzen.
”Det var en helt fantastisk modtagelse sidste år, hvor flere tusinde tilskuere mødte frem. Jeg er ikke i tvivl om, at vi igen i år vil se rigtig mange mennesker møde op for at ønske Kongeparret en god ferie. Det vil både være på Torvet, men også langs ruten til Gråsten Slot, for det gør, at mange får mulighed for at hilse på kongeparret”, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.
”Vi glæder os til at modtage Kongeparret i Gråsten, og vi ser frem til, at Kongeparret har sommerophold på Graasten Slot. For så er Gråsten jo rigets residensby, og det er vi altid utroligt stolte af i Sønderborg Kommune”.
Modtagelsen sker mandag den 28. juli kl. 16 på Torvet i Gråsten. Ved modtagelsen i Gråsten er den røde løber rullet ud, og der vil være faner og flag samt blomsterbarn og musik. Borgmester Erik Lauritzen præsenterer byrådsmedlemmer og direktører fra Sønderborg Kommune, hvorefter borgmesteren holder en kort velkomsttale, inden Kongeparret går til Gråsten Slot.
Kongeparrets modtagelse på Torvet i Gråsten vil betyde trafikale ændringer på dagen, og dem melder Sønderborg Kommune mere ud om inden selve modtagelsen. Det vil blandt andet handle om lukning af veje i Gråsten midtby samt parkeringsmuligheder på dagen.


