Kristendemokraterne i Sønderborg Kommune er nu officielt klar til kommunalvalget. Stillerlisterne er afleveret, og holdet er samlet. Tre kandidater, der står klar til at kæmpe for et stærkere lokalsamfund med fokus på familien, frivilligheden og de bløde værdier. Spidskandidat Poul Harald Holm sammen med Kaj Anker Holst og Susanne Holm
“Vi ønsker at bringe udviklingen af Sønderborg Kommune videre – med et skarpt fokus på det, der binder mennesker sammen. Familien er den første og vigtigste institution i samfundet, og derfor mener vi, at Sønderborg skal have et politisk Familieudvalg, der kan sikre, at de gode intentioner i kommunens børne- og familiepolitik bliver omsat til virkelighed”, siger spidskandidat Poul Harald Holm i en pressemeddelelse.
Kristendemokraterne ønsker at styrke sammenhængen i kommunens arbejde på tværs af udvalg, så børn og familier oplever helhed og nærvær i mødet med det offentlige. Men vi vil også rette fokus mod, at familie ikke kun handler om at være børnefamilie, men om familiekonstellationer i alle livsfaser.
Samtidig ønsker partiet at løfte udviklingen i landdistrikterne til et nyt niveau.
“Vi ser et stort potentiale i at tænke lokalt – både når det gælder grøn omstilling, lokale energifællesskaber og stærkere netværk i landsbyerne”, siger Poul Harald Holm.
For Kristendemokraterne handler de bløde værdier om at se det enkelte menneske. Derfor foreslår partiet, at kommunen arbejder mod at etablere én fælles indgang via en borgerrådgiver, der kan skabe overblik og samle trådene for borgerne på tværs af afdelinger.
Kristendemokraterne går til valg i samarbejde med midterpartier som Slesvigsk Parti og Moderaterne for at styrke det brede samarbejde i Sønderborg Byråd.
“Vi tror på, at Sønderborg vinder ved samarbejde – ikke ved splittelse. Vores mål er at trække fløjene ind mod midten og skabe en kommune, hvor alle generationer kan trives”, siger Kaj Anker Holst, som også er formand for Kristendemokraterne, Sønderborg.
Poul Harald Holm supplerer:
“Alle taler om et jordskredsvalg pga. de mange nye partier på landsplan. I Sønderborg er der yderligere stemmer i spil med flere markante profiler, der stopper i byrådet. Det giver os en historisk chance for at gøre entré i byrådet”.

