På Kunstskolen i MultiKulturhuset er der masser af liv – og det skyldes en masse børn, som er på sommerkursus, hvor de folder alle deres kreative talenter ud.
Julia på seks år, som er elev på Privatskolen Als, synes det er sjovt at være på sommerskole.
“Jeg har lavet en regnbue”, fortæller hun. Udfordringen for de små kunstnere er, at de skal kopiere malerier, som andre kunstnere har lavet.
Olivia, som også er seks år og elev på Privatskolen Als, fortæller, at hun også tegner og maler meget derhjemme.
“Og her lærer jeg rigtigt meget, men jeg kan ikke lige huske, hvad det er”, siger hun.
I et andet lokale er de lidt ældre børn, som arbejder på at blive bevidste om former og farver – og det gør de ved at kopiere andre værker.
“Det er femte gang jeg er på sommerskole her på Kunstskolen og det er rigtigt hyggeligt”, siger Vibe til Nært & Nyt. Hun går i fjerde klasse på Gråsten Skole. En anden, som også har været med på tidligere sommerkurser, det er Kaya, som går i femte klasse på Gråsten Skole.
“Det er rigtigt hyggeligt at være med”, siger hun.



