Time of Fast er en tradition, hvor vi undlader et måltid mad of vi holder det hvert år i februar måned. Beløb fra det donerer vi til små hjælpeprojekter i Y’s Mens regi under mottoet Hjælp til selvhjælp, skriver Alssund Y’s Mens Club, der i år har doneret 5.000 kroner til det formål.
Vi havde en hyggelig aften i Dybbøl Spejdercenter, hvor spejderne gav os en prøvesmagning på maden, som skal laves på Spejdernes Lejr i Roskilde her til sommer. Det var en god oplevelse og maven kom ikke til at knurre så højt. Derefter havde vi et spændende foredrag om, hvad man kan opleve, hvis man engagerer sig i frivilligt arbejde nationalt og internationalt.
Alssund Y’s Mens Club er så heldige, at mange mennesker vil støtte vores klub, for eksempel ved at deltage i nytårskoncerten med Slyngelorkestret.
Derfor har vi været i stand til at dele donationer ud til en masse formål:
FDF i Nordborg og Sønderborg modtog tilsammen 15.000 kroner til dækning af nogle af udgifterne til deres landslejr.
KFUM-spejderne mod tog 15.000 kroner til at dække nogle af udgifterne til Landslejren i Roskilde.
Sat7, der er en organisation, som sender radio til kristne i muslimske lande, modtog 5.000 kroner.
Regionen modtog 10.000 kroner til deres regionsprojekter i Danmark såvel som i udlandet.
Til soldaterhjemmet i Grønland bevilligede vi 10.000 kroner.
Til fire kirkesogne i området gav vi 20.000 kroner til julehjælp til værdigt trængende.
Til Sønderjysk pige og drengekor har vi givet 10.000 kroner til transport til et korstævne i Sverige her til sommer.
Økonomisk og praktisk hjælp til uddeling af æbleskiver mm til juleafslutning for FDF i Christians kirken i Sønderborg
Det er nogle eksempler på vores uddelinger, men i alt har vi delt ca. 135.000 kroner ud i dette klubår. Dertil har vi ydet praktisk hjælp med at male spejderhytten i Dybbøl – der er brugt mere end 100 timer.
Næste gang vi deler ud bliver omkring 1. november, så hvis nogen mener, at de hører til i vores målgruppe, kan de sende ansøgning ind før 1. november, hvor der så vil blive taget stilling til om, vi kan donere noget.
Ansøgninger sendes til Inger-Lise Hansen på mail: inger-lise@ilos.dk



