LGBTQ+ Sønderborg hilser en klinik for seksuel sundhed i Sønderborg velkommen – en klinik med fokus på unges seksuelle sundhed og med et særligt blik for LGBTQ+ personers trivsel og behov.
Ideen til klinikken er opstået i et samarbejde mellem Sønderborg Kommune og LGBTQ+ Sønderborg. Formålet er at skabe et trygt og inkluderende sted, hvor unge kan få rådgivning, støtte og vejledning omkring seksuel sundhed, identitet og trivsel – uanset køn, seksualitet eller baggrund.
“Det er vigtigt, at unge i Sønderjylland har et sted, hvor de kan henvende sig anonymt og trygt, når det gælder spørgsmål om seksualitet, kønsidentitet og sundhed”, siger Niels Christian Aahøj Bech, forperson for LGBTQ+ Sønderborg.
“Vi ved fra statistikker, at der desværre ses en stigning i antallet af klamydia- og gonorétilfælde blandt unge. Derfor er det afgørende at styrke den forebyggende indsats og gøre det nemmere for unge at få hjælp og rådgivning”.
Foreningen understreger samtidig, at klinikken kan spille en vigtig rolle for unge LGBTQ+ personers mentale og sociale trivsel. Mange oplever fortsat udfordringer med at finde trygge rum, hvor de kan tale åbent om deres identitet og få professionel støtte.
“Vi håber, at ungeklinikken bliver et forbillede for resten af regionen og viser, at Sønderborg tager unges trivsel og mangfoldighed alvorligt”, siger Niels Christian Aahøj Bech.


