LOF-Syd er klar med efterårsprogrammet

LOF-Syd er klar med efterårsprogrammet
Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Den lokale aftenskole, LOF Syd, kan meget mere, end du tror og nu er den klar med kurser, foredrag og oplevelser til dig, der vil dyrke mere motion, udforske dine kreative sider, blive klogere på samfundet eller udvide dit netværk.

”Efteråret byder på en lang række spændende nyheder, bl.a. ‘morgenmotion for gamle ’Kaserne-knejte’ – den synes vi lå lige til højrebenet, når vi nu er flyttet ind på Kasernen, så det bliver Kaptajn Jespersen-style med et moderne tvist, og en fantastisk underviser” siger Louise Weiss Petersen, der er skoleleder i LOF Syd.

Ellers er ét af efterårets helt store tilløbsstykker foredraget med Rufus Gifford i Sønderborg den 28. oktober, et gratis foredrag med forsvarsminister Troels Lund Poulsen den 8. september, og i november er der nostalgisk gensyn med ‘E Spritte’ på programmet, når forfatter Henrik Ingemann fortæller om ‘de glade dage på Flensborg Fjord’ i forbindelse med udgivelsen af hans nye bog.

Traditionen tro er vi også klar med +30 forskellige yogahold, varmtvandstræning, graviditetshold, krea-workshops, og musik, motion og mad i lange baner – bl.a. bøfsandwichworkshop med ‘brun ridder’ Sonnie Eis, demenskor, groove og hjernegymnastik.

”Vi gør os umage for at udvikle vores mange tilbud, så vi kan tilbyde attraktive og aktuelle aktiviteter til så mange som muligt. Vi har dygtige undervisere, små hold og den seneste viden indenfor fagområderne. Det er et stort arbejde, men vi gør det gerne for at bidrage til, at så mange som muligt får en sundere, sjovere og mere aktiv fritid”, siger Louise Weiss Petersen i en pressemeddelelse.

Aftenskolen er aktuel som aldrig før

Hvert år skaber LOF rammerne for værdifulde møder mellem flere end 100.000 mennesker i hele landet med kurser, foredrag og oplevelser. Der skal være plads til alle, og derfor spænder tilbuddene også bredt. Dét, der er vigtigt for samfundet, er vigtigt for LOF.

”Jeg er ikke i tvivl – for i de folkeoplysende fællesskaber i aftenskolerne kan man finde ny viden, inspiration og møde andre mennesker, der kan gøre hverdagen bedre, sjovere og nemmere. Det gælder lige fra at styrke kroppen på bevægelsesfagene, leve mere bæredygtigt ved at upcycle tøj eller lave grønnere mad, lære et nyt sprog eller få flere perspektiver på livet til et foredrag”, siger Per Paludan Hansen, der er sekretariatsleder i LOF’s landsorganisation”.

Du kan finde alle tilbud på LOF Syds hjemmeside.

Læs også...  Se hvordan det gik billardspillerne fra Sønderborg

GÅET GLIP AF .. ?