Siden midten af juni 2024 har forvaltningen arbejdet på en lokalplan og et kommuneplantillæg samt en miljøvurdering, som skal gøre det muligt at stille solceller op ved Lavensby.
Byudvikling, Landdistrikter og Infrastrukturudvalget godkendte i dag, tirsdag, at forslaget bliver sendt i høring.
“Endelig blev lokalplanen for solcelleparken ved Lavensby sendt i otte ugers høring. Planen er resultatet af en stærk borgerproces, hvor lokalbefolkningen har været med til at sætte rammerne. Det giver lokal forankring, rekreative muligheder og hensyn til dyrelivet – samtidig med at den grønne omstilling bidrager lokalt”, siger udvalgsformand Kirsten Bachmann til Nært & Nyt.
”Det er en lokalplan, hvor naboerne til det kommende solcelleanlæg i Lavensby har haft meget stor indflydelse og det har været en lang og konstruktiv proces. Når lokalplanen bliver godkendt kan energivirksomheden endelig komme i gang. Det glæder mig, at anlægstrafikken ikke skal gennem Lavensby og energivirksomheden vil lægge en midlertidig grusvej mellem Ærvej og Skovvej og der kommer midlertidige vigepladser og midlertidig lysregulering. Jeg har nogle gange set, at midlertidige løsninger bliver permanente”, siger Socialdemokratiets udvalgsmedlem, Kristian Beuschau til Nært & Nyt.



