Fredag aften var Mette Marckmann, Jacob Morild, bassisten Eva Skipper & pianisten, arrangøren og kapelmesteren Morten Wedendahl og sammen fik de publikum gennem et væld af Sebastians sange, som de havde sat ind i en samfundssatirisk fortælling, der gav lidt mere end lidt at tænke over.
Vi så en mand følges med kæresten hjem. De havde været til fest og han havde igen drukket alt for meget.
Det’ til tider slemt, at skulle bære mig hjem,
når jeg bli’r for grim
Når jeg bli’r for dum,
trænger jeg en hjælpehånd,
det gør du nok selv – tak alligevel
Opskriften på at samle op efter episoder som den, det er – ganske enkelt – at danse på vulkaner – så får man rystet lidt rundt på alle tankerne.
Hvis du tror du er noget – en af Sebastians allerførste sange – virkede stærk, da Jacob Morrild læste den fremfor at synge. Han læste den for Mette Marckmann, der havde rollen som et menneske, der var lidt ude i tovene og ikke fik hjælp fra velfærdssamfundet, selvom Danmark ifølge en tidligere finansminister, havde råd til at købe hele verden.
Sangen beskrev situation på ’socialen’:
Der var kun ham med det skæve slips
Og samme skjorte som i fjor
Der grinte smøret over den samme vits
Om at komme igen til næste år
Menneske verdens velfærd sti’ r
Problemer ka jo altid druknes i papir.
Tror du man hører hva’ du si’r?
Nej, for hvis du tror du er nog’t
Så er der noget du har misforstået
Og hvis du tror du kommer over gærdet
Så er det også helt hen i vejret,
Undervejs kom der flere citater fra politikere, som vi husker. Der var Schlüter, som fortalte, at opsvinget har bidt sig fast, men selvom det havde det, så var der mange skæbner, der ikke blev samlet op. Blandt dem pigen i sangen Rose, en narkoman som døde af en overdosis.
Vi hørte også Anders Fogh sige, der ikke var noget at komme efter – og den påstand blev krydret med blandt andet sangen om den herlige krig, som vi investerede i og selvfølgelig også ‘Lilli-Marleen’.
Cabareten var skruet virkeligt godt sammen – og de to skuespillere gjorde budskaberne i Sebastians poetiske sange meget tydelige – og flere teatergæster oplevede at få en reminder fra svundne tider, hvor ret meget i velfærdssamfundet Danmark kunne blive bedre. Tiden vil vise, om der arbejdes på at ud- eller afvikle det – og svaret kan komme i en ny cabaret en gang i fremtiden.
