Mandag: Efterårsmøde i Historisk Forening for Gråsten By og Egn

Mandag: Efterårsmøde i Historisk Forening for Gråsten By og Egn
Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

På mandag kl. 19.00 holder foreningen Historisk Forening for Gråsten By og Egn det traditionelle efterårsmøde i BHJ-salen. Normalt får medlemmerne et foredrag samt årets årsskrift. I år er der i anledning af foreningens 50-års jubilæum dog en ekstra gave til medlemmerne, nemlig en helt ny bogudgivelse, bogen Et erhverv, der forsvandt. Historien om gartnere og frugtavlere i Gråsten-området.

Gennem tre år har en lille gruppe arbejdet med at få dokumenteret og skrevet historien om gartnere og frugtavlere. For ikke så mange år siden var der over 30 steder her i området, hvor man kunne købe frisk frugt og grønt, dyrket på stedet.

Nu er der ingen.

I stedet kan man i supermarkederne købe frugt og grønt, som for det meste er importeret fra andre lande. Den udvikling er nu beskrevet i bogen, som uddeles gratis til medlemmerne på mødet. Andre kan fra tirsdag købe bogen i arkivet og andre steder til en pris af 150 kr.

Årets foredrag handler om sømandsliv i gamle dage, som fortalt i bogen Sømandens lod – Kaptajn Heinrich Peter Hoecks erindringer 1864-1952. Bogen er skrevet af Bent Warming-Rasmussen, og den handler om hans oldefar, kaptajn Heinrich Peter Hoecks, og den er skrevet ud fra hans erindringer og breve. Han levede fra 1864-1952. Bogen er udgivet på Historisk Samfund for Sønderjyllands Forlag.

Formand for Historisk Samfund for Sønderjylland, Mikkel Leth Jespersen, skrev i anmeldelsen:

Sømandens lod er en fængslende rejse gennem sømanden Heinrich Peter Hoecks liv på de syv have.

Den begynder i sejlskibstiden, hvor Heinrich tjener sin vej op som skibsdreng. Han kommer på søfartsskole i Aabenraa, bliver senere kaptajn og skibsreder. På sine gamle dage i Sønderborg griber han pennen og nedfælder den beretning, som hans oldebarn Bent Warming-Rasmussen nu har bragt til udgivelse. I Heinrichs erindringer og samtidige breve får vi et indblik i en sømands barske tilværelse med storme, sømandsbegravelser og tropesygdomme.

Men bogen er også en historie om håb og drømme. Heinrichs rastløse trang til at bryde op, videbegær efter det ukendte og fristelserne i fremmede havne viser os, at midt i udfordringerne er der også skønhed og mening. Tag med på en rejse gennem tid og hav, og lad Heinrich Peter Hoecks livshistorie inspirere og berøre dig. Sømandens lod åbner for en verden af mod, drømme og lidenskab, der venter på at blive udforsket.”

Bent Warming Rasmussen kommer denne aften og fortæller om arbejdet med bogen og om sin oldefars liv, illustreret med billeder. Bogen kan købes denne aften.

Pris inkl. kaffe og kage: 60 kr. for medlemmer, 110 kr. for ikke-medlemmer

Tilmelding er absolut nødvendig og sker til Lone Jørgensen, mail: loke30@outlook.dk, mobil 27 99 98 46 – oplys navn og antal personer.

Læs også...  De Lyseblå sled sig til et enkelt point

GÅET GLIP AF .. ?