I seks år har Inge Nissen og Henrik Ingemann arbejdet med at samle materiale om 1. Verdenskrig og Lysabild sogn. Det blev til fem bøger. I det sidste år har de to forfattere yderligere indsamlet materiale fra Kegnæs og de kan nu præsentere to bøger om Kegnæs i perioden 1914-1918: Erindringer fra Den Store Krig og Halvøens Faldne Sønner”.
Det skriver Forlaget Elmegaard, der har adresse på Kegnæs.
I det første bind fra Kegnæs er der samlet en række erindringer, skrevet af krigsdeltagerne fra Kegnæs. Mænd som var øjenvidner til krigens gru. I det andet bind fortælles om de 55 unge mænd med tilknytning til Kegnæs, der faldt i krigen. De 42, som har deres navn på mindestenen på Kegnæs kirkegård, har fået hvert deres kapitel med en beskrivelse af deres alt for korte liv og deres familierelationer. I et samlet kapitel fortælles om de 13 mænd, med tilknytning til Kegnæs, som ikke fik deres navn med på mindestenen på Kegnæs.
Bøgerne fra Kegnæs bygger på omfattende kildestudier: Kirkebøger, sessionsprotokoller, mindeblade, efterladte sager, tabslister og avisomtale og meget mere.
Bøgerne sælges ikke i boghandelen, men kan bestilles via hjemmesiden: 100helte.dk

