Danmarks generalkonsul i Flensborg, Anette Lind, giver et unikt indblik i generalkonsulatets rolle i det dansk-tyske grænseland og fortæller, hvordan konsulatet fungerer som bindeled mellem kulturer, mennesker, myndigheder og mindretal – et åbent og vedkommende mødested, hvor folk fra både nord og syd mødes.
Det gør hun på biblioteket i MultiKulturhuset på fredag klokken 17.
Midt i et vigtigt område – ved porten til Europa og hængslet til Norden – arbejder generalkonsulatet for at styrke samarbejdet mellem Danmark og Tyskland samt varetage det danske mindretal i Sydslesvigs interesser.
“Det er sjældent, man får mulighed for at høre om de mange lag og nuancer i grænselandets samarbejde direkte fra generalkonsulen. Publikum får både indsigt og refleksion over, hvordan vi som borgere kan forstå og engagere os i relationerne mellem nord og syd”, siger bibliotekar Helle Larsen.
Arrangementet afholdes af Forening Norden, Grænseforeningen, Sprogforeningen og biblioteket i Sønderborg.
Du kan hente en gratis billet på bibliotekets hjemmeside.


