Idræt kan så meget mere! – hvor står vi, og hvor vil vi hen?
Det tema og spørgsmål sætter Socialdemokratiet nu til debat, når alle med interesse for udviklingen inden for idræt og foreningsliv inviteres til Det DerbAtter onsdag den 4. juni kl. 19-21 i Høruphallens cafeteria. Emnet er idræt og foreningsliv og hvordan vi sammen kan styrke idrætten og foreningerne, så endnu flere får glæde og gavn af det unikke som idrætten kan og det fantastiske arbejde der bliver gjort ude i foreningerne. Ja, så flere opnår bedre trivsel.
Alle skal inddrages
Alle er inviteret med, når udviklingen og fremtiden for idrætten og foreningslivet sættes på dagsordenen, for selvom det er Socialdemokratiet, der inviterer, er arrangementet upolitisk.
”Forskningen er ikke i tvivl om det – og det er jeg heller ikke – nemlig at mennesker som er en del af aktive fællesskaber, trives bare bedre. Derfor er det afgørende at vi styrker vores idræts -og foreningsliv og sørger for at flere bliver aktive deltagere. Når vi sætter vores krop i bevægelse, frigiver vi endorfiner, som booster vores humør, det mindsker for eksempel stress og vi trives bedre”, siger socialdemokrat og byrådsmedlem Jesper Larsen i en pressemeddelelse.
”Idræt kan så meget mere! Idrætten skaber både fysisk og mental sundhed og skaber fællesskaber på tværs af alder, køn og sociale lag. Mere 29.000 dyrker idræt i forening i Sønderborg Kommune og dertil kommer dem, som dyrker idræt uden for en forening. Mange er altså allerede med, men jeg mener vi skal have endnu flere med, simpelthen fordi der er så mange gevinster ved at være en del af aktive fællesskaber”.
Borgmesteren supplerer:
”idræt og foreningsliv er utroligt vigtig for Sønderborg Kommune. Det bringer mennesker sammen, skaber fællesskab og giver mulighed for at dyrke glæden ved bevægelse. Idrætten styrker vores fysiske helbred, forbedrer styrke, udholdenhed og immunforsvar. Foreningslivet åbner døre for venskaber, tryghed og følelsen af at høre til, hvilket er fundamentalt for mental trivsel”, siger han og fortsætter:
”Uanset alder eller niveau giver idræt og foreningsliv mulighed for at vokse, engagere sig og føle sig levende. Det er nøglen til glade, sunde mennesker og et stærkt fællesskab og det vil vi i Socialdemokratiet gerne styrke i Sønderborg Kommune”.siger borgmester Erik Lauritzen, som også er fra Socialdemokratiet.
Korte indlæg og tid til debat
Aftenens program bliver indledt med fire korte indlæg af ca. 10 minutters varighed:
Fra Sønderborg til Landsholdet v/Simon Poulsen, tidligere fodboldlandsholdsspiller
Inklusion i foreningsidræt v/Rune Dohrmann, Sønderborg Floorball Club
Foreningen som aktiv i lokalområdet v/Christian Aundal, formand HUI
Idræt kan så meget mere i vores kommune v/Jesper Larsen, byrådsmedlem
Herefter vil der omkring bordene være god tid til dialog og debat og alle inviteres til at bidrage med ideer og inspiration til den videre udvikling af idrætten og foreningslivet i Sønderborg Kommune.
Under arrangementet byder Socialdemokratiet på kaffe, te og kage.

