Frem til og med den 27. september er Sønder Havnegade spærret for kørende trafik.
Sønder Havnegade er i den periode gågade fra hjørnet ved Brogade til hjørnet af Nørrebro, hvor der ikke må køre biler, motorcykler, knallerter, cykler eller løbehjul.
Både lokale og turister kan nu nyde stemningen ved bordene udenfor restauranterne.
“Her bliver en dejlig ro”, siger Christian Telling fra Iskonditoriet og hos Grand Mere og Colosseum har de travlt med at stille borde op på vejen.
Kristian Lykke-Krogh fra Visselulles Vinbar er også i gang. Ligesom de andre, så ser han frem til sommertiden med trafikfri gade.
“Det bliver skønt for både lokale og turister – og selvfølgelig også herligt for sejlerne, der kan ligge ved kajen uden de skulle høre biler suse frem og tilbage – og det bliver i særdeleshed pragtfuldt for alle børnefamilierne, der kan gå ved Havnepromenaden og trygt kunne lade børnene løbe rundt”, siger Kristian Lykke-Krogh til Nært & Nyt.
Altså er der lagt op til, at restauratører, lokale og turister kan få en god sommer ved havnen.



