Der er dem, som køber deres tøj på nettet og så er der dem, der sætter pris på at se, mærke og prøve tøjet, inden de bestemmer sig for at købe – og det er lige det, som kvinder kan hos Anita Uldahl på Perlegade i Sønderborg, som sælger sit eget mærke, Uldahl.
“Jeg har lavet tøj siden ’89 og startede Uldahl i ’97 og det var som grossist”, siger Anita Uldahl til Nært & Nyt. Gennem de seneste 10 år har hun haft butik i Norge og i Køge – og i november flyttede hun til Sønderborg, hvor hun lige har åbnet egen butik.
“Jeg tror på fysiske butikker og den gode service, hvor der er god kontakt til kunder, så de får en god vejledning”, siger hun og fortsætter:
“Min passion ligger i glæden ved at få en kunde lidt ud over comfort-zonen og også at tænke bæredygtigt og lave tøj, som har lang levetid. Kvalitet giver rigtig god mening for vores klima og for kunderne”.


