ORDRIG – bogfest på plænen ved biblioteket

ORDRIG – bogfest på plænen ved biblioteket
AI-illustration: Bibioteket i Sønderborg. Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Lørdag den 30. maj fra klokken 13 til 16:30 er biblioteket i Sønderborg vært for ORDRIG – Sønderjyllands Bogfest – på plænen foran MultiKulturhuset.

Det bliver en gratis eftermiddag under åben himmel med lokale forfattere, musik, oplæsninger og aktiviteter for både børn og voksne.

ORDRIG er den nye udgave af Sønderjyllands Bogmesse, som i år for første gang rykker udenfor. Arrangementet, som er  er støttet af Statens Kunstfond og Nordea-fonden, er blevet til en udendørs mini-festival med telte, scene og et bredere program.

Mere plads, mere liv, flere oplevelser

“Bogmessen har altid handlet om at hylde den lokale litteratur og de bøger, der vokser ud af vores region. Med ORDRIG åbner vi arrangementet op og skaber en mere udadvendt ramme, hvor endnu flere kan være med” siger bibliotekets litteraturformidler Line Kveiborg i en pressemeddelelse.

ORDRIG vil samtidig vise, at litteratur ikke behøver være noget højtideligt eller lukket. På pladsen kan man møde lokale forfattere, forlag og foreninger, købe bøger og tale direkte med dem, der skriver og udgiver dem. Der bliver også aktiviteter for børn med blandt andet skattejagt, malebøger og sæbebobler.

Stemmer fra landsdelen

Sceneprogrammet spænder bredt og viser, hvor mange forskellige stemmer der findes i landsdelen. Publikum kan blandt andet opleve Nana Fatou, bysbarn fra Sønderborg, læse op fra sin anmelderroste digtsamling, Toubab. Man kan også høre Pernille Schou fortælle om sine historiske krimier med Vera Lund og Arthur Holland i hovedrollerne og møde Forfattergruppen Alssund, der præsenterer lydvandringerne SPOR, hvor deres historier trækker tråde til egnen og det specifikke område, man går på en angiven rute.

Et af de mere folkelige og lokalt forankrede indslag er Henrik Ingemanns fortælling om E Spritte – Glade dage på Flensborg Fjord. Her får publikum historien om et sønderjysk klenodie og en del af den lokale fortælletradition, som mange stadig har et forhold til.

Musikken binder dagen sammen, når den sønderjyske folk-rock-jazzgruppe Aftalt Spil åbner bogfesten og poptalentet Kedde, som også har markeret sig på den danske hitliste, runder af med en akustisk koncert.

Læs også...  Symfoniorkestret og James Zijian Wei spiller Brahms’ klaverkoncert

GÅET GLIP AF .. ?