Orla Skovlund Hansen fra Gråsten fortæller til Nært & Nyt, at han er på stemmesedlerne til kommunalvalget og også at han virkelig håber på, han får stemmer nok til, at han får en plads i Byrådssalen.
Orla har gennem hele sin professionelle erhvervskarriere, arbejdet med indeklimaløsninger til aircondition-, varme- og ventilationssystemer.
“I 2022 gik jeg på efterløn og er i dag på Arnepension. Gennem hele mit arbejdsliv har jeg altid vidst, at jeg ville bruge muligheden for at gå på efterløn. Det ville jeg for at få tid til dét, som jeg ikke fandt tid til, mens jeg var aktiv på arbejdsmarkedet. Blandt andet i Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg i 2022 tog initiativ til – og sammen med andre frivillige – en helt ny Stafet for Livet op i Gråsten. Den holder jeg nu en pause fra og så ser vi, hvordan det går fremadrettet”, siger Orla Skovlund Hansen, som er en del af Socialdemokratiets kandidathold.
Ældrepolitik er mit fokusområde
“Ved valget i 2021 blev jeg valgt ind i Ældrerådet. Jeg har altid interesseret mig for politik og arbejdet i Ældrerådet har bekræftet mig i, at jeg godt kan li’ at deltage i – og at være en del af – den politiske proces – og i Byrådet vil mit helt store fokus være på ældreområdet”.
Ligesom kommunens forvaltning og Byrådet, så har Orla Skovlund Hansen kigget på befolkningsprognosen for Sønderborg kommune.
“Udviklingen viser, at indbyggertallet i kommunen er svagt faldende – men at antallet af borgere over 80 år vil stige. Ifølge befolkningsprognosen vil der om tre år være 628 flere +80-årige, end der er i dag. Det stiller bl.a. krav til en variation i boformer. Det gælder ikke alene i forhold til antallet af boliger, men også i forhold til at skabe nye attraktive boformer, der kan matche ældres mangfoldige behov og fremme muligheden for et godt liv som ældre.
Mange ældre vil gerne blive i lokalområdet, når parcelhuset bliver for stort. Jeg mener, vi skal have skabt mulighederne for at bygge seniorbofællesskaber i centerbyerne og de skal have et huslejeniveau, så de er til at betale”.
Han tilføjer, at han er helt klar over, at kommunen ikke kan og må bygge boliger, men at kommunen kan udvikle projekterne og så er det op til andre at bygge dem. Og det gode ved seniorbofællesskaber er, at de virker imod ensomhed.
Lokal udvikling i Gråsten
“Gennem de flere end 30 år, hvor jeg har boet i Gråsten, har det undret mig, at Slotssøen ikke er en større integreret i Gråstens bymidte. Jeg ser gerne Slotssøen og Torvet bindes sammen ved at lukke Torvet for kørende trafik i mindst syv uger om sommeren. Og så kunne der laves en lille bypark ned til Slotssøen som en integreret del af Torvet i Gråsten – måske med et pop-up-ishus, legeplads og en lille scene, med kulturelle oplevelser i sommermånederne”, siger Orla Skovlund Hansen, som føler sig ret sikker på, at det vil være til glæde for både gråstenere og turister.
Unge uden job og uddannelse
Sønderborg er allerede godt i gang, når det handler om at hjælpe unge under 25 år, som hverken har job eller uddannelse.
“Sammen med bl.a. ’Unge på Toppen’ er vi nået langt, men vi er ikke i mål – og nogle af de unge skal have en hjælpende hånd for at finde den vej, som giver mening for dem. Rigtigt mange følger den samme vej, som de fleste – og det er fra grundskole til gymnasiet.
Det er godt for mange, men ikke det rigtige for alle. Der mangler fokus på og prestige i de mange erhvervsuddannelser”, siger Orla Skovlund Hansen, som selv er elektriker og el-installatør og har haft et fantastisk godt arbejdsliv.



