Overalt i Venstre melder en ny generation af kandidater sig. Det gælder også i Sønderborg-kredsen, hvor 30-årige Phillip Kjær Luscombe nu stiller op som folketingskandidat.
Phillip Kjær Luscombe er dybt forankret både i Venstre og Sønderjylland, skriver Venstre Kommuneforening.
Til daglig arbejder han som direktør for forsvar i tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussens rådgivningsvirksomhed, Rasmussen Global.
Gennem sin familie og skolegang på Rejsby Europæiske Efterskole har Phillip Kjær Luscombe en tæt tilknytning til Sønderjylland, og hele livet har han haft stor interesse for landsdelens historie og kultur. Hans farmor bor i Aabenraa, og han er søn af Mark Luscombe, der er adm. direktør i AL Sydbank.
Som folketingskandidat vil Phillip Kjær Luscombe sætte fokus på øget vækst både i Sønderborg og resten af Sønderjylland:
“Danmark udbygger sit forsvar, og vi har gode muligheder for at udvikleforsvarsindustrien i de sønderjyske kommuner. I indsatsen for øget vækst i Sønderborg vil jeg desuden arbejde for etableringen af en broforbindelse mellem Als og Fyn. Det vil også gavne turismen”, siger han.
“Som Venstre-mand går jeg ind for lempelser af skatten, så familierne i en tid med økonomisk utryghed kan beholde flere af deres egne penge. Sønderjylland skal være et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed, og vi skal konsolidere de større byer som gode uddannelsessteder”, siger Phillip Kjær Luscombe.
Det er en enig kredsbestyrelse, der peger på Phillip Kjær Luscombe som ny kandidat. Formand for Venstre i Sønderborg Kommune, Jesper Axelsen, siger:
“I en tid hvor verden forandrer sig, fortjener Sønderjylland en stærk og handkraftig stemme på Christiansborg, der har blik for de lokale og regionale udfordringer kombineret med internationalt udsyn. I Det Blå Sønderjylland arbejder Venstre i de fire kommuner sammen, og med Phillip Kjær Luscombe vil vi stå stærkere”.
Opstillingsmødet i Venstre finder sted tirsdag den 24.marts i forlængelse af Kommuneforeningens generalforsamling.


