Politiet var tirsdag eftermiddag og aften til stede på en adresse i Skodsbøl i forbindelse med et mistænkeligt forhold. Omstændigheder på stedet førte til, at politiet ransagede ejendommen.
Her blev der fundet 1,6 kilo skunk, over 70 skunk-planter, cirka 230 gram amfetamin, 262 puffbars, ulovlige blankvåben, en revolver, som ikke var funktionsdygtig samt et større kontantbeløb.
Det hele blev beslaglagt, skriver politiet.
I forbindelse med sagen har en mand været anholdt. Han blev i løbet af onsdag løsladt, men er fortsat sigtet.
Efterforskningen, som begyndte tirsdag eftermiddag, er fortsat i gang. Her vil det også være en del af efterforskningen at undersøge, hvorvidt der er flere personer involveret i sagen.


